Nyhed

Brug for Socialdemokratiet i krisetider

Fødevareforbundet NNF glæder sig over, at Statsministeren lagde så kraftigt vægt på fællesskabet i sin nytårstale

Statsministerens tale til befolkningen på årets første dag hører til en af årets faste traditioner. Og lige så traditionelt er det, at talen efterfølgende bliver kritiseret fra alle kanter. Og sådan har det også været i år.

Men forbundsformand Ole Wehlast roser Helle Thorning-Schmidt for, at lægge så kraftigt vægt på fællesskabets rolle – ikke mindst i krisetider:

-Nu glæde jeg mig bare til at se, hvordan de smukke ord udmønter sig i forhold til det fællesskab, som også er det bærende i fagbevægelsen.

Han slår samtidig fast, at det er en absolut fordel for fagbevægelsen – og for Danmark! – at det er en socialdemokrat, der holder nytårstalen og står i spidsen for dansk politik:

-Jeg ser nu frem til konkrete forslag, der kan styrke fagbevægelsens arbejdsmuligheder ovenpå et årti, hvor den borgerlige regering systematisk undergravede vores muligheder for - gennem fællesskabet - at forbedre forholdene for vores medlemmer. Det er godt, at vi har en socialdemokratisk ledet regering, der deler de værdier, vi har i fagbevægelsen.

Uddannelse, uddannelse og uddannelse
Statsministeren slog flere gange fast, at en stor del af svaret på Danmarks udfordringer er uddannelse. Og det er Ole Wehlast helt enig med hende i:

-Vi skal naturligvis satse på uddannelse for unge, men jeg vil gerne minde om, at vores medlemmer også har et behov for uddannelse, så efteruddannelse og videreuddannelse er en vigtig del af den samlede uddannelsesindsats.

Mange har kritiseret Helle Thorning-Schmidts tale for at være for lidt konkret, men den vogn hopper Ole Wehlast ikke med på:

-En nytårstale skal ikke forveksles med en fremlæggelse af et arbejdsprogram. Det vigtigste er, at talen afspejler de værdier og visioner regeringen har for landet. Og jeg mener samtidig, at talen afspejlede en vilje til at klare de udfordringer, vi står overfor. Jeg vil gerne give tilsagn om, at vi vil medvirke konstruktivt til, at statsministerens visioner føres ud i livet.