Nyhed

Snus for sig og cigaretter for sig

EU vil hindre unge i at begynde med at ryge. Men deres forslag til nye regler skelner ikke mellem cigaretter og røgfri tobak, og hvis forslaget går igennem, kan det koste danske arbejdspladser, advarer Fødevareforbundet NNF

EU vil hindre unge i at begynde med at ryge. Men deres forslag til nye regler skelner ikke mellem cigaretter og røgfri tobak, og hvis forslaget går igennem, kan det koste danske arbejdspladser, advarer Fødevareforbundet NNF

Af Emilia Maria van Gilse

Rygning er sundhedsskadeligt, og jo færre, der ryger jo bedre. Så langt kan de fleste vist være enige. Samtidig kan der garanteret også opnås en generel enighed om, at politikerne skal gøre gør, hvad de kan for at forhindre, at unge begynder med at ryge. Slutteligt er det også en politisk opgave at sikre, at der ikke kan snydes med produktionen er varer, herunder tobak.

For at imødekomme disse tre dagsordner har EU-kommissionen fremlagt et forslag til ændring af det såkaldte Tobaksproduktdirektiv, som regulerer produktionen og afsætning af tobak.

I bund og grund støtter Fødevareforbundet NNF, at der bliver gennemført reguleringer, der dels mindsker antallet af rygere – særligt unge – og dels hindrer snyd. Men problemet i det fremlagte direktiv er, at det ikke skelner mellem de forskellige former for tobak.

Ikke et ungdomsmarked
Der produceres ikke længere cigaretter i Danmark. Til gengæld er Danmark blandt de førende i verden, når det kommer til produktionen af nicheprodukter som cigarer, cigarillos og røgfri tobaksprodukter som snus og skrå. Det vil sige førende indenfor netop de tobak-typer, som helt overordnet ikke bruges af unge.

-Når EU's direktiv ikke skelner mellem produktionen af henholdsvis cigaretter og anden type tobak, betyder nye krav om blandt andet sporbarhed, at virksomhederne blot pålægges en omkostningskrævende bureaukratisk byrde, der ikke vil have nogen gavnlig effekt. De danskproducerede produkter, er slet ikke rettet mod de unge, og stramninger for den type produkter vil slet ikke mindske tilgangen af unge tobaksbrugere, mener forbundsformand i Fødevareforbundet NNF Ole Wehlast.

Bevar danske arbejdspladser
Engang var Danmark kendt for sin produktion af cigaretter. Men da House of Prince lukkede i 2011 var det også et punktum for dansk cigaretproduktion. Det blev dog ikke et punktum for dansk produceret tobak. For siden er tobaksproduktionen blomstret op og er i dag et vækstområde.
Der er investeret i nye produktionsanlæg og beskæftigelsen er stigende. Derfor kan det nye direktiv vise sig at blive en katastrofe for beskæftigelsen:

- Det vil være ærgerligt, hvis regler der i grundlæggende er rettet mod helt andre produkter end dem der laves i Danmark, på grund af unuanceret tilgang fra kommissionen, koster arbejdspladser, fastslår Ole Wehlast.

Hjælp folkesundheden
Udover at koste danske arbejdspladser, kan direktivet også ligefrem få negative konsekvenser for folkesundheden, frygter Ole Wehlast:

-I dag er de røgfrie produkter et alternativ til de mere sundhedsfarlige cigaretter. Men hvis direktivet gennemføres i den ordlyd, der nu er fremlagt, vil det så godt som umuliggøre produktionen. Dermed vil der kun cigaretter være tilbage – og det er vel næppe det, Kommissionen ønsker?!Tværtimod burde Kommissionen ophæve det eksisterende forbud, der er i de fleste lande, så de røgfrie tobakker for alvor kunne blive et alternativ til cigaretter.