Kurator havde seriøse forhandlinger med flere købere af slagteriet i Struer. I dag har 215 slagteriarbejdere fået deres fyresedler
Af Claus Gjedsig.
215 slagteriarbejdere på svineslagteriet Jutland Meat i Struer får i dag brev om, at det ikke lykkedes at redde deres arbejdsplads. Den 8. februar indgav ejeren af Jutland Meat, hollænderen Franz Stortelder en konkursbegæring. Siden har kurator, advokatfirmaet Bech-Bruun fra København, haft 14 dage til at finde en køber eller investorer.
Flere har vist interesse for at overtage Jutland Meat. Man har således haft seriøse forhandlinger med flere købere, men disse forhandlinger var ikke afsluttede, da fristen for en løsning udløb.
Garanteret løn
Det betyder, at 215 slagteriarbejdere og 35 funktionærer i dag er fyrede. I de 14 dage kurator har arbejdet med en løsning, har de ikke været fyret eller fritstillede og er derfor garanteret løn gennem Lønmodtagernes Garantifond.
Mandag morgen har Fødevareforbundet NNF indkaldt de fyrede slagteriarbejdere til møde i slagteriet kantine. Her vil de få oplysninger om, hvad der videre skal ske, og hvordan de skal forholde sig.
Afdelingsformand Steen Hartmann, Fødevareforbundet NNF Midtvestjylland, siger, at han ikke har set optimistisk på, at Jutland Meat åbnede igen.
Har fået nyt job
– Men selvfølgelig håber man altid. Og skulle slagteriet starte igen, håber jeg, det ske hurtigt. Struer Kommune har i forvejen høj ledighed og Jutland Meat var byens anden største arbejdsplads og en af de få, hvor man ansatte ufaglærte. Mange af dem får det meget svært nu.
– Der er dog flere af slagteriarbejderne, som nu er fyret, der allerede har fundet nyt arbejde og det er meget glædeligt, siger Steen Hartmann.