Nyhed

Holstebro Mejeri har succes med jobrotation

Samtidig med, at mejeriets fastansatte opkvalificeres, hjælpes ledige med at få arbejde

Samtidig med, at mejeriets fastansatte opkvalificeres, hjælpes ledige med at få arbejde

Af Claus Gjedsig. Foto: Jens Bach.

På Holstebro Mejeri har man stor succes med jobrotation. Ordningen betyder, at ledige, som stod på kanten til at ryge ud af dagpengesystemet, bliver tilbudt en tidsbegrænset kontrakt.

Fællestillidsmand Jan Andersen er stolt af, at Holstebro Mejeri påtager sig et socialt ansvar og hjælper ledige med at udbygge deres kompetencer.

– Jobrotation er en unik ordning, som er til gavn både for de fastansatte på Holstebro Mejeri og de ledige, der her får en chance for at komme videre. Når de får en fast ansættelse betyder det jo, at de igen kan optjene til at være i dagpengesystemet. Men det primære er selvfølgelig, at de får et varigt arbejde.

– Det primære er at få ledige i arbejde, siger Jan Andersen.

Tidsbegrænsede ansættelser
Senest er to medarbejdere blevet fastansat gennem jobrotationsordningen, dog med en tidsbegrænset kontrakt frem til 31. maj næste år.

– Når ansættelserne er tidsbegrænsede skyldes det, at produktionen kan svinge en del, men vi håber og tror da på, at der bliver tale om varige ansættelser, siger mejeridirektør Klaus Jeppesen.

– Ordningen med jobrotation giver os en god mulighed for at opkvalificere vores ansatte. Men det betyder også rigtig meget, at vi kan påtage os et socialt ansvar, siger Klaus Jeppesen.

Dem, som kommer i jobrotation, får tilknyttet en mentor.

– Det er meget vigtigt, at de lærer arbejdspladsen rigtigt at kende, og har en person, som de kan støtte sig til. På den måde kan vi vurdere, om folk er egnede til at arbejde på Holstebro Mejeri, og de, som er med i ordningen, finde ud af, om det er det rigtige arbejde for dem, siger Jan Andersen.

Da ledelsen på Holstebro Mejeri fik kendskab til ordningen, tog man kontakt til Holstebro Kommune, som man gennem hele forløbet har haft et godt samarbejde med.