Nyhed

Det skal kunne betale sig at fede svin op i Danmark

Eksporten af levende svin er steget med 14 procent i forhold til 2011. De i særklasse skrappe miljøkrav i Danmark koster arbejdspladser, lyder meldingen fra Fødevareforbundet NNFs formand i Sydjylland.

Af Pia Rosager


Det skal kunne betale sig at fede svin op i Danmark og det kan det ikke så længe de danske miljøkrav til landmændene er langt skrappere end for andre europæiske landmænd.


Sådan lyder meldingen til især miljøminister Ida Auken fra formanden for Fødevareforbundet NNF Sydjylland, Peder Pedersen til DR Syd.


Eksporten af levende svin er steget med 14 procent i forhold til 2011. Samtidig er antallet af slagtningerpå de danske slagterier faldet omkring 10 procent i forhold til samme periode i 2011.


-Det koster danske arbejdspladser. Og det er jo ganske forfærdeligt at høre, at tallet er stigende på trods af, at landbrugets parter og Fødevareforbundet sammen med fødevareministeren er gået i spidsen for at få lavet ændrede vilkår for landmændene, så det netop skal kunne betale sig at fede svin op til slagtning i Danmark i stedet for at lave smågrise til udlandet, siger Peder Pedersen.


Miljø- og fødevarer bør ligge i samme ministerium
Peder Pedersen efterspørger et mere koordineret arbejde på Christiansborg.


- Jeg synes faktisk, det er en skam, at fødevareministeren og miljøministeren arbejder i hvert sit ministerium omkring netop landbruget. For det er de samlede rammevilkår, der virkelig ville kunne skubbe noget, så vi kunne akkumulere et sted mellem 10.000 og 30.000 arbejdspladser i Danmark alene indenfor landbruget, siger han.


- Men politiske tiltag gør det ikke alene. På det område er vi allerede nået et stykke hen ad vejen. Slagterierne har også deres ansvar for at skabe en bedre markedspris.


-Og så er det helt skævt, at slagteriernes egne ejere - bønderne - sender en stor del af deres smågrise til Tyskland i stedet for at sikre leverancerne til slagterierne understreger Peder Pedersen.