Nyhed

Danskerne udnytter ikke deres rabataftaler

​Selvom det er en folkesport at spare penge i Danmark, udnytter danskerne slet ikke de mange fordels- og rabatordninger, som de har adgang til. Det viser en ny undersøgelse fra LO Plus.

Selvom det er en folkesport at spare penge i Danmark, udnytter danskerne slet ikke de mange fordels- og rabatordninger, som de har adgang til. Det viser en ny undersøgelse fra LO Plus. Dermed går danskerne glip af besparelser, der kan give mere luft i budgettet.

Af Morten Torbjørn Andersen

I en undersøgelse for LO Plus – foretaget af YouGov – svarer 70 procent af danskerne, at de har adgang til rabatordninger. Men på trods af, at danskerne elsker at gå på tilbudsjagt og gerne kører langt for at spare penge, svarer 42 procent af de adspurgte i undersøgelsen, at de sjældent eller aldrig bruger de rabataftaler, de har adgang til.

Hos LO Plus, der en gratis fordels- og rabatordning for 850.000 medlemmer af forbundene under LO, undrer man sig over, at danskerne ikke i højere grad udnytter de økonomiske fordele.
- Når nu danskerne elsker et godt tilbud, og budgettet i mange familier er lidt stramt i disse tider, kan det undre, at ikke flere udnytter de rabatordninger, som de nu engang har. Der er nemlig mange penge at spare på alt fra elektronik og beklædning til rejser og forsikringer, forklarer Henrik Feldborg, administrerende direktør i LO Plus.

Rabatkort skal være nemme at bruge

Henrik Feldborg slår på, at rabatkort skal være nemmere at bruge. Derfor har LO Plus kombineret forbundsmedlemskortet med et gratis fordels- og rabatkort.

- Som medlem af et forbund under LO får man automatisk et medlemskort tilsendt. Det er også et fordels- og rabatkort, der giver rabat i udvalgte butikker. Man kan endda få et LO Plus Guldkort, der fungerer som et betalingskort. Bruger man det, får man flere steder automatisk rabatten fratrukket med det samme. Ikke noget med at skulle spare points eller bonus op, forklarer Henrik Feldborg fra LO Plus.

Bedre planlægning kan spare penge

Det er ikke alle, der ’glemmer’ at bruge deres rabatkort, viser LO Plus’ undersøgelse. 19 procent af de adspurgte danskere svarer, at de bruger deres fordels- og rabatkort så ofte de har mulighed for det.

LO Plus har følgende råd, hvis man ønsker at få mere luft i budgettet.

- Hvis man vil spare penge, er vores råd, at man én gang om året skaber et overblik over sine rabataftaler. Når man har gjort det, bliver det lettere at tænke rabatmulighederne ind i sine indkøb. Jeg tror, at det vil overraske mange, hvor mange penge man kan spare ved at planlægge sine indkøb mere strategisk, lyder det fra Henrik Feldborg fra LO Plus.

Om LO Plus:

  • LO Plus er en gratis fordels- og rabatordning, som er blevet til i samarbejdet mellem en række af LO's forbund.
  • LO Plus A/S er et selvstændigt selskab, der er stiftet på initiativ af LO, og som ejes af Alka, LO og forbundene i fællesskab.
  • I dag har LO Plus ca. 850.000 medlemmer, der har mulighed for at anvende de fordele, der er tilknyttet deres medlemskort til forbundet. Medlemmerne kan få rabat ca. 1.300 forskellige steder i Danmark.
  • LO Plus udsender hvert år en fordelsguide, som giver et samlet overblik over deres rabataftaler, ellers kan man tilmelde sig LO Plus’ nyhedsbrev, som kommer ca. hver 14. dag med mange gode tilbud. På loplus.dk kan man også finde en oversigt over alle rabatstederne.

Læs mere om LO plus på deres hjemmeside.