Nyhed

Sussanne fik bugt med ordblindheden

Efter 20 år hos Danish Crown Esbjerg, mistede Sussanne Kristiansen sidste år jobbet da slagteriet lukkede. Nu har hun brugt tiden til at få bugt med sin ordblindhed.

Efter 20 år hos Danish Crown Esbjerg, mistede Sussanne Kristiansen sidste år jobbet da slagteriet lukkede. Nu har hun brugt tiden til at få bugt med sin ordblindhed.

Af Morten Torbjørn Andersen

- Min situation har været overvældende. De sidste 20 år har jeg ikke haft brug for at læse og skrive. Men nu hvor jeg skal skrive ansøgninger og læse jobannoncer har jeg brug for det, fortæller Susanne Kristiansen.

Hun fortæller at det kan være svært at komme i gang med at gøre noget ved sin ordblindhed.

- Jeg har altid vidst, jeg var ordblind, men det er ikke noget, jeg har skiltet med. Man lærer at finde smutveje for ikke læse op eller skulle skrive noget ned, siger den tidligere slagteriarbejder.

Få bugt med ordblindhed
Nu har Sussanne Kristiansen taget favntag med de dansende bogstaver. De sidste fem måneder har hun gået til intensiv ordblindeundervisning hos AOF Center Sydjylland, og det har battet:

- Det har selvfølgelig været hårdt at sidde ned og koncentrere sig, når man skal sidde og kigge på bogstaver der danser. Men en af de sidste dage på kurset tog jeg for sjov en 10. klasses eksamen med retstavning, stil og forståelse af tekster jeg har læst - og den bestod jeg.

At få bugt med ordblindheden har givet Sussanne Kristiansen blod på tanden. Nu vil hun muligvis tage en uddannelse, og ellers har undervisningen hjulpet til at hun kan skrive jobansøgninger.

Støtte til medlemmerne
Formand for Fødevareforbundet NNF Sydjylland, Peder Pedersen, mener at Sussanne Kristiansen er et godt eksempel på at uddannelse nytter.

- Vi skal støtte vores medlemmer, og vi skal have dem oplyst om de muligheder og rettigheder de har - ikke mindst mens de er i arbejde. Der er ingen der siger, at vi allesammen skal være studenter, men de skal vide, at de har muligheden for en succesoplevelse, fortæller Peder Pedersen og fortæller om lukningen af Danish Crown Esbjerg:

- Da slagteriet lukkede blev alle screenet i forhold til de muligheder, de havde for at komme videre i deres arbejdsliv. Det var der heldigvis mange, der takkede ja til.

At Susanne Kristiansen har fået gjort op med sin ordblindhed, er der ingen tvivl om. Du kan selv få syn for sagen, ved at læsedette brevsom hun har skrevet om sin situation.