Nyhed

Initiativ kræver handling

Fødevareforbundet NNF glæder sig over positive toner i kampen for at skaffe flere arbejdspladser. - Men lad ikke de positive toner blive overdøvet af politisk fnidder og kommunalt bureaukrati, lyder advarslen

Af Emilia Maria van Gilse

Støtteordning til landmænd, der omlægger til miljøvenlige staldanlæg og øget betaling til landmænd, der bygger nyt og sender svinene til slagtning på Ticans eller Danish Crowns slagterier.

Fjernelse af transportafgiften, sænkning af energiafgifter, omlægning af spildevandstaksten og afskaffelse af den vægtbaserede emballageafgift.

Det er svært at bevare pessimismen med alle de nye initiativer, der i øjenblikket bliver taget for at fastholde produktionen - og herunder ikke mindst fødevareproduktion i Danmark.

Forbundsmand Ole Wehlast er tilfreds med de forskellige indsatser, men understreger samtidig, at champagnepropperne først for alvor springer, når alle initiativer rent faktisk bliver vedtaget og udmøntet i nye arbejdspladser:

-Nu har vi fået præsenteret en lang række gode initiativer, men mange af dem skal jo behandles politisk, før de kan blive virkelighed ude på virksomhederne. Det værste, der kan ske er, at politikerne glemmer det overordnede mål; at skaffe arbejdspladser i Danmark, og i stedet bruger anledningen til en omgang politisk fnidder fnadder. VI har brug for handling, ikke partipolitiske magtkampe, lyder det fra Ole Wehlast.

Behov for smidighed
Tilbage i 2008 gjorde Fødevareforbundet NNF opmærksom på problemerne med utrolig lang sagsbehandling af miljøgodkendelser ude i landets kommuner.

Vurderingen dengang lød på, at der i de kommunale sagsbehandleres skuffer lå 1.000 slagteriarbejdspladser og ventede. Siden er sagsbehandlingstiderne i det store hele blevet bedre, men forbundet kender fortsat eksempler på ansøgninger om miljøgodkendelser, der har ligget flere år i de kommunale skuffer.

Hvis fødevareministerens nye støtteordning på 150 millioner kroner til landmænd, der omlægger til mere miljøvenlige staldanlæg, skal kunne udmøntes i hundredvis nye slagteriarbejdspladser, der er stillet i udsigt, så kræver det, at kommuner spiller med:

-Vi må ikke risikere, at kommunerne smuldrer nye danske arbejdspladser væk i bureaukrati. Kommunerne har også en forpligtigelse til at medvirke til at få skabt nye danske arbejdspladser. Det er i vores alle sammens interesse, fastslår Ole Wehlast.

Læs mere om sagen

Vi tror på fremtiden

Ny aftale løsner landbrugets kreditklemme