Forbundsformand Ole Wehlast er blevet en ganske eftertragtet person i landbrugskredse. På tirsdag er han således gæstetaler, når svineproducenter fra hele landet holder årsmøde og kongres i Herning.
Her vil 1.200 svineavlere få lejlighed til at høre Fødevareforbundet NNF’s syn på fødevarebranchens udfordringer. De kan bl.a. forvente at få uddybet forbundets forslag om en skrotpræmie til landmænd, der nedlægger gamle udtjente stalde til fordel for nye, miljøvenlige anlæg, ligesom millioneksporten af svin til Tyskland og skadevirkningerne fra den sociale dumping på det tyske arbejdsmarked givetvis vil få nogle bemærkninger med på vejen.
Og så har over 500 svineproducenter tilmeldt sig en workshop, hvor Ole Wehlast sammen med bl.a. administrerende direktør Søren Gade fra Landbrug & Fødevarer drøfter strategier for vækst.