Nyhed

Tican vil selv producere slagtesvin

Hvis alt går efter planen starter Tican i Thisted op med egen produktion af 50.000 til 60.000 slagtesvin. Samtidig sikres leverandørerne en fast garantipris

Hvis alt går efter planen starter Tican i Thisted op med egen produktion af 50.000 til 60.000 slagtesvin. Samtidig sikres leverandørerne en fast garantipris


Af Claus Gjedsig

Som det første svineslagteri i Danmark starter Tican i Thisted nu op med selv at producere slagtesvin. Man forventer en produktion på mellem 50.000 og 60.000 svin om året. Det sker samtidig med, at Tican - for at skaffe slagtesvin nok - har besluttet, at leverandørerne sikres en fast garantipris.

– Vores store problem har været, at vi ikke har kunnet skaffe slagtersvin nok. I øjeblikket er leverancerne ok og fra uge 1 i det nye år øges produktionen, oplyser tillidsmand Peter Uno Andersen.

– Jeg er utrolig glad og stolt over, at Tican nu selv skal til at producere slagtesvin. Alle formaliteter er i orden. Det eneste, vi mangler er, at planen skal godkendes på slagteriets generalforsamling den 6. december.

Planen går ud på, at man vil producere svin i stalde, som i dag står tomme. Dem har man fundet. Desuden har man forhåndsaftaler med køb af smågrise, lige som man har accept fra svineavlere om, at de vil stå for produktionen.

– Alt er klappet og klart. Det eneste, vi mangler, er godkendelse på generalforsamlingen, siger Peter Uno Andersen.

– Med dette initiativ sender Tican også et kraftigt signal om, at slagteriet skal fremtidssikres.

Den øgede produktion på Tican efter årsskiftet betyder, at der skal ansættes yderligere 19 medarbejdere. Det er man allerede i fuld gang med.

Peter Uno Andersen siger, at landmændene med en garantipris har mulighed for med stor sikkerhed at beregne økonomien i deres svineproduktion.

– Det kan så give landmændene en rettesnor for, om det overhovedet kan betale sig at producere slagtesvin - og dernæst, om det kan betale sig at fede smågrise op til slagtning i Thisted, eller om svineproduceren hellere skal eksportere dem til Tyskland for at opnå en højere pris.