Nyhed

Polakker skal lave danske bolcher

Chokoladeafgift, der er steget 73 procent på fire år, får skylden for, at produktionen af bolcher i Støvring nu flyttes til Polen

Chokoladeafgift, der er steget 73 procent på fire år, får skylden for, at produktionen af bolcher i Støvring nu flyttes til Polen

Af Claus Gjedsig.

Ved årsskiftet er det slut med at producere bolcher i Støvring. Så er man i fuld gang med at pille produktionsapparatet ned og sende det til Polen, hvor både produktion og udvikling skal foregå i fremtiden. Det betyder, at omkring en tredjedel - 20 medarbejdere - på Støvring Bolcher og Tylstrup Kager mister deres arbejde.

– Det er meget hårdt og jeg har været ked af det, for det bliver svært for mine fyrede kolleger at finde andet arbejde i Nordjylland. Der er dog et lille lyspunkt. Tylstrup Kager - den anden del af virksomheden - har fået ordrer ind til 2013, som formentlig vil betyde, at der skal ansættes fire til seks nye medarbejdere, siger tillidsmand Carsten Nielsen.

Høje afgifter
Grunden til udflytningen er et højt omkostningsniveau i Danmark, bl.a. de meget høje afgifter på chokolade og slik, som fra nytår stiger endnu en gang, nu til 24,61 kr. pr. kilo.

– Denne afgift er steget med 73 procent de seneste fire år. Desuden er salget af konfekture faldet med omkring ti procent i 2012. Derfor mener ledelsen, at det ikke længere er rentabelt at producere bolcher i Danmark, siger Carsten Nielsen.

Chokoladeafgiften er en anden afgift end den meget omtalte sukkerafgift, som alligevel ikke bliver indført.

Kostet millioner
Det ville have kostet et millionbeløb at gøre produktionsanlægget i Støvring tidssvarende. Derfor pilles det eksisterende ned og genopbygges i Polen, hvor lønningerne også er lavere.

Man bevarer dog salgs-, lager- og logistikfunktionerne for bolcherne i Støvring, ligesom der fortsat vil blive og solgt kager, kammerjunkere og så videre fra virksomheden. Med funktionærer vil der være omkring 30 ansatte på virksomheden.

Næstformand i Fødevareforbundet NNF Nordjylland, Svend Erik Andersen, beklager, at der igen forsvinder nordjyske arbejdspladser.

– Der er blevet produceres bolcher i Støvring siden 1946. Det er en epoke, der nu slutter, siger han.