Nyhed

Nu skal vi unge være med til at sætte dagsordenen

Mange unge tror, at fagforeninger kun er noget for gamle, sure mænd. Men de tager fejl, mener ungdommen i Fødevareforbundet NNF

Mange unge tror, at fagforeninger kun er noget for gamle, sure mænd. Men de tager fejl, mener ungdommen i Fødevareforbundet NNF

Af formand for Fødevareforbundet NNF Ungdom i Østjylland, Lasse Isgaard, foto Søren Zeuth

En gang havde jeg mange venner, der ikke var i fagforening. Det har jeg ikke mere. Jo, vennerne er der stadig, men nu er de i fagforening. De fleste unge kan nemlig sagtens se ideen i at være med i en LO-fagforening, når man får snakket med dem om det. Problemet er, at forbundene ikke har været gode nok til at kommunikere ordentlig ud til de unge. Det gælder også mit eget forbund.

Derfor tror mange på min alder, at fagforeninger er noget støvet og unødvendigt fra fortiden, men sådan er det jo slet ikke. Faktisk er det mere nødvendigt end nogensinde at kæmpe for gode arbejdsforhold, for i ly af krisen har en del arbejdsgivere set en mulighed for at trykke lønnen og forringe arbejdsvilkårene.

Jeg er selv 25 år og netop blevet færdiguddannet som butiksslagter. Min far har siddet i den lokale NNF-afdeling næsten siden jeg blev født, så jeg har været vant til at møde fagforeningsfolk i min barndom.

Da jeg startede på min uddannelse, blev jeg selv medlem, og jeg begyndte at deltage i generalforsamlinger osv. Da vi for kort tid siden havde kongres i Fødevareforbundet NNF, var der lagt op til, at ungdomsarbejdet skulle koncentreres om lærlinge og elever, men vi unge lavede et ændringsforslag, så vi i stedet fik et landsdækkende ungdomsarbejde. Det er nu kommet i gang, og vi vil arbejde både fagligt og socialt, for der skal også være plads til fester, udflugter osv.

Endelig vil vi rette op på den noget mangelfulde kommunikation fra forbundet til de unge.
Men hvorfor interesserer det faglige arbejde mig? For mig handler det ikke kun om faglige rettigheder, det handler også om kærlighed til mit fag.

Jeg deltog i erhvervsskolernes DM i Skills, hvor vi unge dystede i mange fag. Her oplevede jeg den faglige stolthed, og har man den, er det også naturligt at interessere sig for fagligt arbejde. Hvis man holder af sit fag, vil man gerne arbejde på arbejdspladser, hvor forholdene er i orden. Her spiller fagbevægelsen en afgørende rolle.

Vi unge skal blande os og medvirke til at skabe fremtidens fagbevægelse. Det er os, der en gang skal tage over, og derfor skal vi allerede i dag påvirke udviklingen og være med til at sætte dagsordenen. For jeg er ikke i tvivl om, at vi også i fremtiden har brug for en stærk LO-fagbevægelse.