Hvad er den lovbestemte mindsteløn i Danmark?
Stiller man det spørgsmål, vil 7 ud af 10 danskere komme med et bud. Kun 3 vil svare rigtigt: Der findes ingen mindsteløn i Danmark.
For lønnen er ikke noget politikerne beskæftiger sig med – det er noget fagforeningerne og arbejdsgiverforeningerne aftaler i fællesskab i forbindelse med overenskomstforhandlingerne.
Overenskomsterne er altså lønmodtagernes garanti for en ordentlig løn, men også garantien for pension, løn under barsel, ret til efteruddannelse, fornuftige arbejdstider og genetillæg. Med andre ord, ville danske lønmodtagere være meget dårligt stillede, hvis de ikke havde en overenskomst.
Vi er OK
Desværre ved alt for få danskere, hvilke rettigheder overenskomsterne sikrer dem. Det kan tydeligst aflæses i det stigende antal lønmodtagere, der fravælger de traditionelle fagforeninger og enten vælger at stå helt udenfor fagforeninger, eller lader sig lokke af de ”gule” forretninger.
-Fødevareforbundet NNF er OK. Det er os, der sikrer, at fødevarearbejderne har nogle ordentlige vilkår. Vi har overenskomster med en række arbejdsgiverorganisationer, og vi kæmper dagligt for, at disse vilkår bliver overholdt, fastslår forbundets næstformand Tage Arentoft.
Kampen for ordnede forhold på arbejdsmarkedet er ikke blevet mindre vigtig i de senere år:
-Krisen har betydet, at nogle arbejdsgivere er blevet endog meget fantasifulde, når det kommer til at udhule vores overenskomster. Vi får næsten dagligt henvendelse fra vores tillidsfolk, der beskriver, hvordan arbejdsgiverne prøve at presse lønmodtagerne ned i løn eller op i arbejdstid. Disse udfordringer bliver desværre bare større af, at så få er klar over fordelene ved ”rigtige fagforeninger”, forklarer Tage Arentoft.
Det kan kun blive bedre
Han beklager dybt, at fagbevægelsen ikke har været god nok til at forklare, hvilken rolle de spiller for medarbejdernes arbejdsliv:
-Vi må påtage os det ansvar. Vi har ladet folk få en opfattelse af, at de goder, overenskomsten sikrer dem, ikke kan mistes igen. Det er desværre ikke sandheden, og derfor er det en katastrofe for alle, at fagbevægelsen mister medlemmer og dermed indflydelse. Jeg mener, at en del af løsningen ligger i at være nærværende og synlige ude på arbejdspladserne. Og her kan kampagnen være en hjælp.
Du kan læse meget mere om kampagne, se film og deltage i konkurrencer på kampagnens hjemmeside erduok.dk