Nyhed

Arbejdsmiljørepræsentant hædret

Mejeriindustriens Arbejdsmiljøudvalg har indstiftet pris som skulderklap for godt arbejde. Brith Nielsen fra Birkum Ost blev første modtager

Af Claus Gjedsig // Foto Gregers Kirdorf


Brith Nielsen, der er arbejdsmiljørepræsentant på Birkum Ost, blev dybt rystet, da hendes navn blev råbt op, som en af de tre nominerende til Årets Arbejdsmiljørepræsentant 2012. Det er første gang Mejeriindustriens Arbejdsmiljøudvalg (MIA) uddeler denne hæder. Overrækkelsen fandt sted på en konference torsdag med over 400 deltagere - arbejdsmiljørepræsentanter, tillidsfolk, direktører og mejerichefer i mejeriindustrien - på Hotel Comwell i Kolding.

– Jeg fulgte meget med i hvem, der var nomineret. Jeg har jo utroligt mange dygtige kolleger rundt om på mejerierne. Da mit navn blev råbt op, gav det er sug i maven. Jeg troede simpelthen ikke, det var rigtigt, fortæller en meget stolt og glad Brith Nielsen.

Kamp om prisen
Det udvalg, der skulle finde frem til de tre nominerede til titlen som Årets Arbejdsmiljørepræsentant 2012, var kommet på en meget svær opgave. Tre blev nomineret. Foruden Brith Nielsen var det Brian Kaspersen, Arla Foods, Kruså Mejeri og Gitte Sørensen, Arla Foods, Korsvej Mejeri.

– Alle medlemmer af MIA kunne indstille, og udvalget var rundt på de tre nominerendes arbejdspladser for at danne os et indtryk. Opgaven var meget svær og afgørelsen hårfin, siger arbejdsmiljøkonsulent i Fødevareforbundet NNF, Tommy Jensen.


Skulderklap
Formålet med prisen er at give et skulderklap til en arbejdsmiljørepræsentant, der har udvist en påskønnelsesværdig arbejdsmiljøindsats og demonstreret at være ildsjæl og rollemodel på arbejdsmiljøområdet over for kolleger, og er gået foran med nye initiativer for en forbedring af arbejdsmiljøet på arbejdspladsen, oplyser formanden for MIA, forbundssekretær Vagn Henriksen fra 3F.

Konstruktiv

At valget faldt netop på Brith Nielsen skyldes mange ting, sagde Vagn Henriksen.

– Brith, du har altid en konstruktiv vinkel og en sund tilgang til tingene. Du går efter at finde løsningerne. Du er faglig kompetent og god til at kommunikere med kolleger. Du har meget overskud og orden i tingene. Du springer ikke over, hvor gærdet er lavest.

– Du magter opgaven og der står stor respekt om dit virke. Ledelsen og kolleger fortæller, at der nærmest er en synlig aura omkring dig. Du er en fantastisk god budbringer for kolleger og fastholder ledelsens fokus. Du er den, de andre spørger til råds, sagde Vagn Henriksen.

Foruden diplom om blomster fik Brith Nielsen et ophold på et af Comwells hoteller.