Nyhed

Halverer antallet af slagtninger i Esbjerg

Omkring hundrede af de fyrede slagteriarbejdere i Esbjerg har fået andet arbejde. Det betyder, at slagteriet fra på mandag kun kører én slagtelinje, så man vil slagte 3000 grise mod normalt 6000 om dagen.

Af Claus Gjedsig

Meddelelsen om, at Danish Crown lukker slagteriet i Esbjerg med udgangen af august, fik de ansatte om morgenen den 11. maj. Men allerede nu har omkring hundrede slagteriarbejdere fået nyt arbejde.

– Det sker blandt andet på andre af Danish Crowns slagterier. 40 skal til Blans og 30 til Horsens, mens ti skal på andre slagterier. Den resterende snes har fundet arbejde i andre erhverv. Nogle er allerede begyndt på deres nye arbejde, mens de slagteriarbejdere, der skal til Blans og Horsens, begynder på mandag, fortæller tillidsmand Tom Jensen.

Reduktionen i arbejdsstyrken betyder, at man stopper den ene af de to daglige slagtelinjer. Antallet af slagtninger reduceres således til det halve.

– De kolleger, der har fået arbejde på andre af Danish Crowns slagterier, er ferieafløsere, men jeg tror og håber på, at en meget stor del får fast arbejde, siger Tom Jensen.

De ansatte har ret til at forlade slagteriet med meget kort varsel, hvis de finder nyt arbejde.

– Når vi kun skal køre en slagtelinje vil det i begyndelsen betyde en del ledige hænder. Disse kolleger vil vi forsøge at få på kursus, siger Tom Jensen.