Af Claus Gjedsig.
Normalt ansættes der mellem 40 og 45 nye medarbejdere, når man begynder højsæsonen i august.
Men i år der det anderledes.
– Odense Marcipan har blandt andet fået flere ordrer fra England, og det betyder, at vi allerede nu er i fuld gang med at tage ekstra mandskab ind. Det begyndte vi med andre for en måned siden, så den normale arbejdsstyrke på 70 er allerede forøget pænt, oplyser fællestillidsmand Peer Sørensen.
Julen er højsæson for Odense Marcipan, hvor man producerer omkring 12.000 tons råmarcipan om året. Kunderne er detailhandelen, bagerier og industrien.
– Vi kan selvfølgelig også mærke de stigende afgifter. Eksempelvis koster vores produkter i tyske grænsebutikker det halve af prisen i Danmark. Og så er der et øget pres specielt fra vores tyske konkurrenter.
– På den anden side håber og tror vi på, at danskerne ikke går på kompromis, når der skal laves konfekt til julen. Her vil man have danske kvalitetsvarer og ikke importeret marcipan, eksempelvis fra Tyskland.
– Derfor arbejder vi på Odense Marcipan også meget på en øget eksport. Det er lykkedes blandt andet med den store ordre til England, siger Peer Sørensen.