Nyhed

Tilbageslag for fagligt arbejde hos Danish Crown i Essen

Mødet for fastansatte medarbejdere hos Danish Crown Fleisch i Essen d. 27/2 skulle resultere i nedsættelse af et valgudvalg. Men udvalget blev ikke til noget på grund af for få udvalgskandidater. Folk er bange, siger NGG-chef i region Oldenburg.

Af Sven Fechner

Det skulle være så godt: Mandagens medarbejdermøde hos Danish Crowni Essen skulle have bragt etableringen af et driftsråd på vej. Og det skulle gøde jorden for et godt samarbejdsklima på virksomheden.

Men det kom anderledes.

Ifølge den regionale NGG-chef Matthias Brümmer skulle de 120 fremmødte, heraf 80 funktionærer og 40 fra produktionen, stille med egnede kandidater. Der er behov for fem valgudvalgsmedlemmer.

Det skete ikke.

- Så foreslog jeg tre kandidater og eftersom der ikke var flere, blev der stemt om dem. 22 af de fremmødte var for, resten imod. Dermed blev der ikke nedsat noget valgudvalg. Og indtil videre bliver der ikke noget valg til bedriftsråd, fortæller Brümmer til nnf.dk.

De 120 fremmødte svarer ti cirka en tredjedel af de fastansatte på virksomheden.

Skræmmeaktion?
Han vil nu have NGGs juridiske afdeling i Hamburg til at vurdere, om der er grundlag for retlige skridt i henhold til den tyske bedriftsforfatningslov. Loven fastlægger regler for medbestemmelsen på virksomheder med flere end fem medarbejdere. Den definerer både virksomhedens og medarbejdernes rettigheder og pligter på baggrund af lovens krav om positivt samarbejde.

- Det er mit indtryk, at folk er bange, mener Brümmer.

Han henviser blandt andet til en mail fra en Danish Crown-medarbejder, som nnf.dk er i besiddelse af. Den beretter om en razzia hos Danish Crown Fleisch i medarbejdernes omklædningsrum i fredags. Razziaen blev foretaget af et privat vagtfirma.

- Razziaen blev gennemført, angiveligt for at afdække eventuelle tyverier. Jeg har en mistanke om, at det handlede mere om at skræmme folk fra at organisere sig, siger Brümmer, som tilføjer, at nogle medarbejdere vil anmelde hændelsen til politiet.

Det private vagtfirma havde under tilstedeværelse af en medarbejder fra en underentreprenør åbnet medarbejdernes skabe med kopinøgle, uden at ejeren af skabets indhold var til stede.

Desuden blev medarbejderne kropsvisiteret og medarbejdernes omklædning overvåget af ca. otte vagtfolk, fremgår det af medarbejdermailen til NGG Region Oldenburg.