Nyhed

Tican skal ikke selv producere slagtesvin

Bestyrelsen i slagteriet Tican led et stort nederlag på generalforsamlingen. Andelshaverne er imod, at slagteriet selv skal producere svin

Bestyrelsen i slagteriet Tican led et stort nederlag på generalforsamlingen. Andelshaverne er imod, at slagteriet selv skal producere svin

Af Claus Gjedsig

Andelshaverne på svineslagteriet Tican i Thisted sagde torsdag aften klart nej til bestyrelsens planer om, at slagteriet selv skal begynde at producere slagtesvin. På generalforsamlingen i Klim stemte 76 andelshavere nej til forslaget, mens 33 stemte for. Hvis forslaget skulle have været vedtaget, havde det krævet totredjedels flertal. Bestyrelsens forslag gik på, at man selv ville producere mellem 50.000 og 60.000 svin for at sikre råvaregrundlaget i fremtiden.

Tillidsmand Peter Uno Andersen siger, at der allerede inden generalforsamlingens start var en del modstand, bl.a., fordi ejerne har haft for lidt tid til at tænke over forslaget.

– Jeg fornemmede, at de havde en frygt for, at Tican er i gang med at ville overtage hele produktionen af svin og dermed udkonkurrere leverandørerne på tid.

Ikke uenig
Der blev også givet udtryk for, at de nuværende leverandører er de bedste til at producere svin.

– Det kan vi ikke være uenige om, bare vi kan sikre leverancerne af slagtesvin. Jeg forventede, at vore arbejdsgivere og ejerne ville tage et ansvar ved at stemme ja til bestyrelsens forslag for at sikre en optimal produktion til fordel for os alle. Set i lyset af det store ansvar, vi som medarbejdere har udvist i det forløbne år, ville det have været et klap på skulderen.

– Men, siger Peter Uno Andersen, vi opgiver ikke sådan i bestyrelsen. Vi arbejder videre med andre planer, og jeg er sikker på, at det nok skal lykkes os at skaffe de grise, vi har brug for.

Baggrunden for forslaget om selv at producere svin var, at Tican de senere år har haft problemer med for få slagtninger, fordi flere landmænd sender deres svin til slagtning i Tyskland.

Fredag formiddag orienterede Peter Uno sine kolleger på slagteriet om beslutningen, bl.a. med opslag.

Positiv nytænkning
Næstformand i Fødevareforbundet NNF Tage Arentoft beklager, at bestyrelsens forslag blev nedstemt.


– Det er positiv nytænkning og et forslag, som vi kun kan støtte. Råvaregrundlaget til slagterierne er faldende, og der skal over en bred kam arbejdes for, at slagtningerne fortsat foregår i Danmark. Det kunne, for Ticans vedkommende, være sikret ved, at slagteriet selv producerede slagtesvin.

– Jeg mener, det er nødvendigt med nytænkning og vil opfordre til, at leverandørerne påtager sig ansvaret for alternative løsninger, så produktionen kan holdes og arbejdspladserne bevares, siger Tage Arentoft.

– I Fødevareforbundet NNF har vi påtaget os ansvaret for at presse politisk på for at skabe bedre rammevilkår for svineproduktionen i Danmark. Så her har vi en fælles sag.

Læs tidligere artikler om Tican:
Tican vil selv producere slagtesvin