Nyhed

Hamstring inden ny fedtafgift

Dragsbæk Margarinefabrik kører i døgndrift, så kunderne kan få lagrene fyldt op, inden fedtafgiften træder i kraft på lørdag. Fedtafgiften koster virksomheden 30 mio. kr. om måneden, og kan koste arbejdspladser, siger bestyrelsesformand.

Den stærkt omdiskuterede fedtafgift indføres på lørdag den 1. oktober. En af de fødevarevirksomheder, der forgæves har protesteret mod afgiften, er Dragsbæk Margarinefabrik i Thisted, der kan se frem til en månedlig merudgift på 30 millioner kr. for at finansierer den nye fedtafgift.

-Det er penge, vi skal kræve ind for staten, nemlig 16 kroner ekstra pr. kilo mættet fedt. Og med de mængder, vi fremstiller, bliver beløbet så stort. Men det undgår vores udenlandske konkurrenter, siger bestyrelsesformand Mogens Nielsen.

Der hamstres

– Vi har sved på panden, men vi klarer det. Vi har i lang tid kørt i døgndrift, og det har kun kunnet lade sig gøre, fordi vi har nogle utroligt dygtige og stabile medarbejdere. Jeg vil tro, at vi har produceret op mod 4000 tons mere end normalt i september, siger Mogens Nielsen.

Den voldsomme stigning skyldes, at margarinefabrikkens kunder har hamstret. Når fedtafgiften indføres på lørdag stiger priserne. For eksempel bliver en bakke med 250 gram Bakkedal, der er et blandingsprodukt, 1,70 kr. dyrere.

– Det lyder måske ikke af mange penge, men er nok til, at vores store kunder har købt meget stort ind, siger Mogens Nielsen, der stadig håber på i alle tilfælde en lempelse af afgiften.

– Fedtafgiften er i den grad konkurrenceforvridende. Vores udenlandske konkurrenter har ikke denne afgift. Derfor har vi også en række advokater i gang for at få sagen op i EU. Vi er ikke nået i mål, men kæmper stædigt videre. Det er jo danske arbejdspladser, der er på spil, siger han.

Tror ikke på fyringer nu

På margarinefabrikken i Thisted er der i øjeblikket 75 ansatte. Hvis fedtafgiften betyder, at danske forbrugere enten vælger udenlandske produkter eller sparer på fedtet, så vil det betyde fyringer.

– Vi mærker først eventuelle ændringer om en lille måned. Og så skal folk jo i gang med julebagningen. Så jeg tror på, at arbejdspladserne er sikret et godt stykke tid endnu, siger Mogens Nielsen.