Nyhed

Uenighed om trepartforhandlinger

Statsminister Helle Thorning-Schmidt vil først have nye overenskomster på plads, og det er LO ikke tilfreds med

Af Poul Damgård

Statsminister Helle Thorning-Schmidt vil ikke efterkomme fagbevægelsens ønsker om trepartforhandlinger nu. I sin tale til LO-kongressen i Aalborg fastholdt hun, at forhandlinger mellem regering, arbejdsgivere og fagbevægelse må vente til efter forårets overenskomstforhandlinger.

- Vi vil forhandle trepart i respekt for de overenskomster, I skal have i foråret, regeringslederen til de LO-delegerede.

Når overenskomsterne er på plads vil Thorning-Schmidt til gengæld indkalde parterne til en forhandling med øget beskæftigelses og en forbedring af de offentlige finanser som overordnet dagsorden.

LO-formand Harald Børsting kvitterede med at sige, at han er enig i statsministerens intension om respekten for overenskomstforhandlingerne, men at spørgsmålet kalder på yderligere overvejelse.

- Jeg synes, vi mangler at veksle ord om det her, konkluderede LO-formanden, som dermed ikke lagde skjul på uenigheden med regeringslederen om timingen af trepartsforhandlingerne.

Kickstart af økonomien

Helle Thorning-Schmidt høstede til gengæld stort bifald på sin melding om at ville kickstarte økonomien 17,5 milliarder kroner i 2012 og 13 og derigennem skabe job til yderligere 20.000 i samme periode.

Uden at gå i detaljer gav statsministeren også tilsagn om en indsats mod social dumping på arbejdsmarkedet og om at ville stå vagt om den danske model.