Nyhed

Arbejdspladser i Thisted i fare

Premier Is, der har samlet hele sin produktion på Mejerigården (Polar Is) i Thisted, vil ikke udelukke, at produktionen flyttes ud af Danmark. Det vil koste omkring 170 arbejdspladser, heraf mellem 70 og 80 i produktionen i højsæsonen.

Af Claus Gjedsig

Det er forslag om stigende afgifter på is, det har fået ledelsen på Premier til at melde ud, at det så ikke længere er rentabelt at producere is i Danmark. På Mejerigården, hvor isen produceres, har man svært ved at forstå, hvorfor is skal beskattes, som om det kan være livsfarligt at indtage.

– De nye afgifter vil betyde, at vi må reducere antallet af medarbejdere betragteligt. Og vi må samtidig se på, om det samtidig bedre kan svare sig at producere i udlandet, siger administrerende direktør i Premier is, Jesper Uggerhøj.

Regeringen foreslår, at afgifterne hæves med 50 procent, så den herefter udgør 6,38 kroner per liter, hvis indholdet af tilsat sukker overstiger 0,5 gram per 100 milliliter, og 5,10 kr. pr. liter, hvis indholdet af tilsat sukker udgør højst 0,5 gram per 100 milliliter.

- Vi er de sidste tre år blevet pålagt nye afgifter hvert år. Nu har vi nået smertegrænsen. Afgifterne betyder, at der for en liter is skal betales 10 kroner i moms, sukkerafgift, punktafgifter og senest fedtafgift, siger Jesper Uggerhøj.

Katastrofe
Tillidsmand Per Thomsen håber dog, at det ikke kommer så vidt, at produktionen flyttes til udlandet.

– Men nogle gange er man nødt til at komme med nogle drastiske udmeldinger for, at politikerne kan få øjnene op for problemerne, siger han.

Afdelingsformand John Christiansen, Fødevareforbundet NNF Nordjylland siger, at det vil være en katastrofe for lokalsamfundet, hvis Premier Is lukker i Thisted.

På fordeling
– Det vil på godt nordjysk være rigtig træls. Premier Is er en rigtig god arbejdsplads, så en lukning vil komme til at påvirke rigtig mange, siger John Christiansen.

Den meget våde sommer har sat sig præg på salget af is. Det er faldet drastisk. Derfor skal lagrene tømmes. Derfor er de 44 medarbejdere i produktionen, der er tilbage i lavsæsonen, kommet på arbejdsfordeling. 22 arbejder en uge, hvorefter de holder fri, mens de resterende 22 er på arbejde.

– På den måde undgår vi fyringer. Det er en ordning vi kun kan være tilfredse med, når situationen er, som den er, siger tillidsmand Per Thomsen.