Nyhed

Fælles kamp mod social dumping

50 tillidsvalgte deltog mandag i Fødevareforbundet NNFs konference om social dumping. Og her fik de politisk opbakning til deres daglige arbejde.

50 tillidsvalgte deltog mandag i Fødevareforbundet NNFs konference om social dumping. Og her fik de politisk opbakning til deres daglige arbejde.

Af Emilia Maria van Gilse, foto Rune Evens

Det danske arbejdsmarked er under forandring; flere og flere udenlandske arbejdere kommer til Danmark for at søge lykken og det gode arbejdsliv, samtidig med at flere og flere danske arbejdspladser flytter til udlandet.

Hverken regeringen eller arbejdsgiverne har travlt med at gøre noget ved problemerne, så bolden ligger nu på fagforeningernes banehalvdel. Og Fødevareforbundet NNF har allerede for mange år siden besluttet at samle bolden op, og kæmpe for ordentlig forhold for alle medarbejdere i Danmark – danske som udenlandske:

-Jeg vil gerne understrege, at vi ikke har noget imod, at kolleger fra andre lande kommer til Danmark og får arbejde på vores arbejdspladser. Det er ikke dem, der er skurkene. De er ofre for et umenneskeligt system, og vores indsats, skal også være med til at forbedre vilkårene for dem, slog forbundsformand Ole Wehlast fast på gårsdagens konference.

På konferencen blev de konkrete udfordringer på arbejdspladserne debatteret. Fx de problemer mange tillidsrepræsentanter har, fordi de ikke kan kommunikere med deres udenlandske kollegaer.

Politisk opbakning nødvendig
Men selvom både tillidsrepræsentanter, afdelinger og organisationen lægger sig i selen for på den ene side at hjælpe de udenlandske medlemmer, og på den anden side sikre, at arbejdsgivere ikke får held til at undergrave de tilkæmpede rettigheder og goder, der ligger i overenskomsterne, så kommer de ikke langt uden politisk opbakning.

På konferencen deltog socialdemokratiske repræsentanter fra både folketinget og Europaparlamentet, henholdsvis Ole Christensen og Henrik Dam Christensen.

Begge politikere har fokus på netop kampen mod social dumping, og lyttede til de erfaringer, tillidsrepræsentanterne kom med. Og Henrik Dam Christensen giver gerne tillidsrepræsentanterne og fagforeningerne en hjælpende hånd:

-I løfter en stor samfundsmæssig opgave, og det skal I hjælpes med!

Han foreslog konkret, at der vil kunne oprettes satspuljer, der sigter mod udfordringerne på de danske arbejdspladser. Men han mener samtidig, at opgaven ligger helt rigtigt placeret hos fagforeningerne:

-Det her lykkes ikke, hvis ikke vi har stærke fagforeninger. Det her er en arbejdskamp og de vindes ikke fra kontorstolene. Det har historien vist os!

Fødevareforbundet NNF har for længst rejst fra kontorstolene, og har fokus rettet på kampen social dumping.

Og konferencen slog fast, at det fokus skal fastholdes; både ude på arbejdspladserne, i afdelingerne og i organisationen, men også i de faglige politiske organer som Nordisk Union, fødevaresektionen i den europæiske faglige sammenslutning (EFFAT) og den internationale organisation for fødevareforbund (IUL).