Af Pia Rosager
Endelig er der sat punktum for en to år lang proces frem mod en ny overenskomst for COOPs ansatte.
42 procent af medlemmerne har stemt. Og et klart flertal på over 80 procent sagde JA.
Også arbejdsgiversiden har nu godkendt overenskomsten, der skal gælde for perioden 2009-2012.
-Jeg glæder mig over, at medlemmerne endelig har fået deres længe ventede, og at der endelig er sat punktum i en alt for lang proces, der har kørt i over 2 år. Vi har fået det bedst mulige opnåelige resultat, hvor begge parter har måttet give sig på afgørende områder, siger forbundssekretær Flemming Mogensen, der sammen med forbundsnæstformand Jens Peter Bostrup har været Fødevareforbundet NNFs topforhandler.
Forbedringerne i den ny overenskomst:
Medlemmerne i landets COOP-butikker har blandt andet fået følgende forbedringer :
Lønstigning med tilbagevirkende kraft fra 2009 på timelønnen:
Pr. 1/3 – 2009 2,50 kr.
Pr. 1/3 – 2010 1,10 kr.
Pr. 1/3 - 2011 1,75 kr.
Stigning på genetillæg:
Pr. 1/3 – 2009 3 %
Pr. 1/3 – 2010 1,5 %
Pr. 1/3 - 2011 2 %
Tryghedsaftale i forbindelse med afskedigelser:
Efter 3 års ansættelse 5.000 kr.
Efter 6 års ansættelse 10.000 kr.
Efter 8 års ansættelse eller derover 15.000 kr.
Herudover er der en række yderligere forbedringer:
Frivalgsordningen stiger med 0,75 %
Pension under barsel
Ancienniteten for pension nedsættes fra 9 til 3 måneder
Indførelse af 20-øres fond
Forhøjelse af uddannelsesfonden fra 100 kr. pr. medarbejder pr. år til 520 kr. pr. medarbejder pr. år. Til gengæld er fonden ikke længere forbeholdt medlemmer af Fødevareforbundet NNF.
Helbredskontrol ved natarbejde.
Adgang til modregning
Til gengæld har COOP fået adgang til modregning i medarbejdernes personlige tillæg. Modregningen må dog ikke ske systematisk, og medarbejderne har krav på en individuel samtale, hvis den lokale leder ønsker at modregne lønstigninger de det personlige tillæg.
Arbejdsretten afgjorde i foråret 2010, at overenskomsten skal sammenlignes med forbundets overenskomst med Dansk Erhverv, og lønnen omkonverteres derfor til denne overenskomst. Samtidig er der i overenskomsten indført en garanti, der betyder, at ingen medarbejdere kan gå ned i løn.
Som en del af overenskomsten skal arbejdsplanerne for fremtiden dække en 16-ugers periode.
Spørgsmål til indholdet i den nye overenskomst kan rettes til den lokale afdeling af Fødevareforbundet NNF eller til forbundskonsulent Birger Pedersen eller forbundssekretær Flemming Mogensen på forbundskontoret.
For medlemmer under Brugsens Arbejdsgiverforening:
Også medlemmer ansat under Brugsens Arbejdsgiverforening kan se frem til at få deres ny overenskomst på plads inden for kort tid. Parterne er nået til enighed om resultatet og mangler nu kun udveksling af protokolater.