Nyhed

Fælles nordisk kamp

I 3 dage satte de nordiske fagforeninger indenfor fødevareindustrien fokus på de udfordringer den nordiske og europæiske kødindustri står overfor. Det helt store emne var, hvordan de nordiske fagforeninger kan stå sammen i kampen mod løndumping

På internationalt plan skelner man sjældent mellem de nordiske lande. Holdningen synes at være, at forskellene på fødevarearbejdernes forhold i de forskellige lande er så små, at det ikke er værd at beskæftige sig med. Samtidig deler fødevarearbejderne i de forskellige lande også samme arbejdsgivere; Arla, Danish Crown og Lantmännen er eksempler på store fødevarevirksomheder, der opererer på kryds og tværs i de nordiske lande.

Men når man går lidt ned i detaljerne, så er der store forskelle – forskelle som arbejdsgiverne gerne vil udnytte. For at imødegå den udfordring, og ikke mindst stå sammen mod den helt store udfordring, nemlig den løndumping, der sker i de mellemeuropæiske og østeuropæiske lande, mødtes de nordiske landes fagforeninger indenfor fødevareindustrien til en konference i Helsinki i Finland.

Fødevareforbundet NNF diskuterede sammen med svenske Livs, norske NNN, finske SEL, færøske Føroya Arbeidarafelag, hvordan man kan stå sammen mod de fælles udfordringer.

Målet er fælleskrav
Næstformand i Fødevareforbundet NNF Jens Peter Bostrup er ikke i tvivl om, at fremtiden kræver, at de nordiske fagforeninger rykker tættere sammen:

-Det skal for eksempel ikke kunne betale sig for arbejdsgiverne at flytte rundt på arbejdspladserne internt i Norden. Lige nu er forskel på, hvilke forhold fødevarearbejderne indenfor den samme koncern har, alt efter hvilket land de arbejder i. Det er klart, at arbejdsgiverne spekulerer i det, og flytter virksomhederne derhen, hvor de kan få det billigst. Vi har sammen med vores søsterforbund i de andre nordiske lande en fælles interesse i sikre, at det ikke sker.

Jens Peter Bostrup ser derfor gerne, at de nordiske lande i langt højere grad end hidtil koordinerer krav til overenskomstforhandlingerne:

-Første skridt er naturligvis, at vi bliver klogere på hinandens arbejdsmarkeder. Det er det, vi bruger den her konference til. Når vi ved, hvordan forholdene er i de nordiske lande, kan vi tage næste skridt; nemlig at udtage de samme krav til overenskomstforhandlingerne. Det er vores måde at kæmpe for, at vi ikke underbyder hinanden internt i Norden.

Den strategi håber Jens Peter Bostrup på længere sigt vil have vidtrækkende konsekvenser:

-Hvis vi i Norden kan sikre os mod intern løndumping, så kan vi også stå stærkere overfor det pres, der kommer fra resten af Europa. Vi kan ikke acceptere, at det internationale arbejdsmarked bliver presset ned til laveste fællesnævner. Vi skal i stedet kæmpe for, at alle fødevarearbejdere - uanset, hvilket land de arbejde i – får en acceptabel løn og arbejder under acceptable arbejdsforhold.

Læs den fælles pressemeddelelse fra konferencen