Nyhed

Roser til uddannelsesfolk

Komitèn bag afviklingen af DM for detailslagtere ved SkillsDemark indstillet til Slagterprisen 2011.

Af Poul Damgård

Der var mange roser til arrangørerne af SkillsDenmark messen i januar i Odense. Og nu føjes endnu en af slagsen til.


Komitéen bag afviklingen af DM for detailslagterelever på SkillsDenmark er nemlig blevet nomineret til Slagterprisen 2011. Den uddeles af Landbrug & Fødevarer og er ellers målrettet slagtermestre, som med passion udvikler og nytænker faget. Men denne gang har Skills-komitèen altså gjort sig fortjent til at blive indstillet – i selskab med to passionerede slagtermestre.

Komitéen har nytænkt og moderniseret konkurrencen, så den både er mere attraktiv for deltagerne og for publikum, hedder det i indstillingen.

- Konkurrencen har fået et kæmpe løft, og lever nu op til de internationale standarder, der gør, at vinderen også kan deltage inden for verdensmesterskaberne, siger chefkonsulent Torben Blok, der er Landbrug & Fødevarers ansvarlige for Slagterprisen.


Fødevareforbundet NNF er med
Fødevareforbundet NNF er repræsenteret i komitèen af faglig sekretær Frans Lerche Biessy fra afdelingen for Sjælland og Øerne og uddannelseskonsulent Svend Blankholm fra forbundskontoret.

De mere traditionelle kandidater til Slagterprisen er Mesterslagteren på Fåborgvej i Odense og Gourmandiet på Østerbro i København.

Mesterslagteren på Fåborgvej indstilles blandt andet fordi slagtermester Dan Nielsen i sin tid indførte kødpakke-konceptet, hvor forbrugerne kan købe forskellige pakker med et sortiment af kødvarer. Derudover har butikken ved Odense også udmærket sig ved i særlig grad at have øje for unge slagterelever og skoletrætte, som i praktikophold har fået et pusterum fra bøgerne.

Gourmandiet og slagtermester Peter Steen tiltrækker positiv opmærksomhed fra andre end dommerjuryen bag Slagterprisen. Blandt andet er butikken på Østerbro på listen blandt fem steder, som anbefales i den engelske Wallpaper Cityguide sammen medfor eksempelNOMA. Udover at fungere som butik rummer Gourmandiet også en velbesøgt restaurant.

Det er 12. gang at Slagterprisen uddeles. Sidste år gik æren til slagtermester Brian Christiansen, SuperBest i Hørsholm.