Nyhed

Hovedet mod prisloftet

Det er blevet sværere at kvalificere sig til et nyt job med regeringens prisloft på kursusprisen. Men oppositionen lover genopretning!

Siden årsskiftet er det blevet væsentligt sværere at benytte de seks ugers selvvalgt uddannelse, som ledige, der er medlem af en a-kasse, har adgang til. Regeringen gennemførte i slutningen af 2010 sammen med Dansk Folkeparti og Liberal Alliance et prisloft på 3.500 kroner pr. uge for selvvalgt uddannelse. Det rammer ifølge LO bl.a. 827 AMU-kurser, der kan opkvalificere ledige til job.

Hardy Francker-Honorè er blandt de medlemmer af Fødevareforbundet NNF, som har ramt hovedet mod prisloftet. Han stoppede hos Arla for godt et år siden. Nu vil han gerne videre inden for plejesektoren og i den forbindelse erhverve et certifikat, det blå bevis, som kvalificerer til at køre mere end 50 kilometer med handikaptransporter.

Det kunne tidligere lade sig gøre som led i de seks ugers selvvalgt uddannelse, men det er slut nu, for kurset koster 4.382 kroner om ugen.

Forringer mulighederne

Eksemplet vækker harme i Fødevareforbundet NNF.


-Når man sætter et prisloft på, rammer man dem, der virkelig har brug for opkvalificering. Regeringen siger, vi skal være omstillingsparate, men mulighederne for opkvalificering er stærkt forringede, siger Flemming S. Nicolajsen, der er a-kassemedarbejder i Hardy Francker-Honorès afdeling, Fødevareforbundet NNF Midt Vestjylland.

Beskæftigelsesminister Inger Støjberg siger til forbundets medlemsmagasin Substans, at kursusudbydere tidligere har skummet fløden, så samfundet ikke fik nok ud af pengene. Hun er overbevist om, at priserne vil falde, efter at prisloftet er blevet indført.

Oppositionen: Væk med prisloftet


Den holdning tilfredsstiller dog ikke den nuværende opposition i Folketinget. Socialdemokraterne, SF, Enhedslisten og Det radikale Venstre lover samstemmigt, at de vil afskaffe prisloftet, hvis de kommer til magten efter det kommende valg.

-Vi siger jo alle sammen, at vi skal opkvalificeres i det her land. Det her prisloft trækker jo den fuldstændig modsatte vej, siger Torben Hansen, arbejdsmarkedsordfører for Socialdemokraterne.