Nyhed

Stævning mod Det Faglige Hus

Team Esbjerg har udtaget stævning mod Johnny Nim og Det Faglige Hus med krav om betaling af 1,3 mio.kr.

Den forhenværende medejer af Team Esbjerg, fagforeningsboss, Johnny Nim, Det Faglige Hus, bliver nu slæbt i retten af sin tidligere klub med krav om, at Det Faglige Hus skal betale ca. 1,3 mio.kr. til klubben.

Det kom frem på et krisemøde i går, hvor klubbens bestyrelse mødtes med medlemmer af netværket Team Esbjerg Business på Esbjerg Rådhus. Team Esbjerg mangler akut omkring 1,5 mio.kr., og en stor del af forklaringen, skyldes ifølge bestyrelsen et mellemværende med Det Faglige Hus.

Det var således et meget skuffet bestyrelsesmedlem, Kurt Skov, Blue Water Shipping, der direkte adspurgt, om Det Faglige Hus' rolle, opsumerede og efter mødet overfor JydskeVestkysten berettede om et forhandlingsforløb med Johnny Nim, hvor Team Esbjerg-bestyrelsen har følt sig trukket rundt i manegen.

Usikkerhed trods underskrift
– Da den nye bestyrelse tiltræder, bliver vi under et møde, hvor borgmester Johnny Søtrup også deltager, præsenteret for et regnskab lavet af Deloitte, hvor det fremgår, at Det Faglige Hus skylder 1,3 mio.kr. Det har Johnny Nim også underskrevet i et bestyrelsesreferat, men han siger så, at det har han tilbagekaldt.

Det medfører naturligvis en vis usikkerhed om den økonomiske situation - og gør det svært at gå aktivt ud for at søge sponsorer. Til sidst bliver vi nødt til at komme videre og tilbyder et forlig på 800.000 kr. Det Faglige Hus vender tilbage med et forligsforslag på 600.000 kr., og under et følgende møde bliver vi enige om 700.000 kr. med kontant betaling.

Udover dette giver vi ham lov til at få firmanavn på pigernes trøjer både foran og bagpå. Men så vil han pludselig betale over ti rater, men dog stille en bankgaranti, som vi kan belåne og få pengene her og nu, men den bankgaranti, vil han pludselig ikke underskrive, og nu er vores tålmodighed sluppet op, forklarer Kurt Skov, der er forarget over de metoder, han oplevet fra Nims side.