Nyhed

Sidste nyt om sagen mod Det Faglige Hus

I skuffelse over, at borgmester Johnny Søtrup lod Team Esbjerg A/S kritiserer Det Faglige Hus på pressemøde på Rådhuset, opsiger fagforeningsboss store sponsorater. Krigen mellem Det Faglige Hus og Team Esbjerg A/S efterlader nu andre ofre på slagmarken.

I ét hug opsiger fagforeningsboss Johnny Nim adskillige sponsorater hos byens eliteklubber i skuffelse over, at borgmester Johnny Søtrup (V) i fredags lagde rådhus til kriseramte Team Esbjergs pressemøde, hvor der blev givet en gevaldig bredside mod Det Faglige Hus og Johnny Nim. Team Esbjergs bestyrelse lagde hovedparten af skylden for de økonomiske vanskeligheder på den tidligere ejer og hovedsponsor Johnny Nim, som efter Team Esbjergs opfattelse skylder klubben 1,3 mio. kr.

Jeg er skuffet
– Jeg er utrolig skuffet over, at borgmesteren bruger det her som politisk platform og lægger offentlige lokaler til sådan en tilsvining af Det Faglige Hus. Det er for dårligt af byens førstemand, som også er borgmester for vores 300 medarbejdere, at han ikke forholder sig neutral. Nu vil vi ikke mere bruge så mange penge i en by, hvor vi ikke bliver godt behandlet, siger Johnny Nim om beslutningen om at trække de store sponsorater.

I går blev EfB Ishockey informeret om, at hovedsponsoratet ved udløb til sommer er en saga blot, og de forhandlinger, der har været med Ribe Esbjerg HH om et større sponsorat, er nu også blevet lukket ned. Også Esbjerg Sharks Floorball Club og andre klubber må holde for.

– Det er jeg personligt ked af, men vi er blevet meget dårligt behandlet af byens borgmester, og som et landsdækkende firma har vi vanskeligt ved at blive ved med at forsvare over for vores hovedbestyrelse, at vi bruger så mange penge i en by og kun får badwill ud af det, siger Nim.

Sagen kort
Johnny Nim og Bjarne Pedersen kørte parløb omkring Team Esbjerg, indtil de i foråret blev uenige og der udspillede sig et farceagtigt drama. Det endte med af Bjarne Pedersen fortsatte med en ny bestyrelse, som nu har stævnet Det Faglige Hus for manglende betaling af 1,3 mio.kr.

Læs mere om sagen: