Nyhed

Danish Crowns tal-gymnastik

Hen over sommeren har positive historier om flere jobs i Danish Crown bølget frem og tilbage i medierne. Men hvor mange stillinger er egentlig nedlagt i Danish Crown siden foråret, og hvor mange nye medarbejdere har koncernen brug for i Danmark?

Af Emilia Maria van Gilse

Der var spredt jubel og spirende optimisme, da Danish Crown i starten af juli udsendte en pressemeddelelse om, at koncernen ville sikre 300 danske arbejdspladser. Ovenpå forårets udmelding om fyringer af 580 medarbejdere som følge af overenskomstresultatet mellem Fødevareforbundet NNF og DI, var der mange, der åndede lettet op: Nu så der endelig ud til at være lys for enden af tunnelen for den hårdt trængte slagteribranche.

Men det, der af medierne blev udlagt som 300 nye arbejdspladser, viser sig rent faktisk bare at være en modificering af det antal nedlagte arbejdspladser, koncernen meldte ud i foråret.

Ikke fyret alligevel
Et eksempel på Danish Crowns tal-gymnastik er situationen på slagteriet i Esbjerg:
I marts måned meldte Danish Crown ud, at natholdet på DC Esbjerg, bestående af 328 medarbejdere, skulle fyres. Allerede kort tid efter viste det sig, at 241 af de 328 ikke skulle fyres, men derimod kunne få arbejde på slagteriets daghold frem til 10. september 2010. Altså var det kun 87 medarbejdere, der fratrådte i slutningen af juni.

De 241 medarbejdere, der blev garanteret arbejde frem til 10. september, skulle have modtaget deres opsigelse d. 23. juli, men kun 67 medarbejdere har fået at vide, at de ikke kan fortsætte arbejdet. Oveni de 87, der allerede er fratrådte, bliver det altså samlet til, at i alt 154 medarbejdere har mistet deres arbejde.

Det forklarer afdelingsformand for Fødevareforbundet NNF Sydjylland Peder Pedersen. Og han forudser, at en del af de 67, der står til at miste deres arbejde pr. 10. september sandsynligvis vil blive tilbudt arbejde på slagteriet som en del af de ”nye” stillinger Danish Crown har varslet.

Forvirrede medarbejdere
Peder Pedersen slår fast, at det naturligvis helt grundlæggende er positivt, at langt færre medlemmer har mistet deres arbejde, end det antal Danish Crown meldte ud tidligere på året. Men når det er sagt, så har han ikke mange rosende ord tilovers for Danish Crowns måde at skalte og valte med deres medarbejderes liv på:

- Det virker som om medarbejdere for Danish Crown bare er tal man kan flytte rundt på. Det ene øjeblik er det fyret, fordi alting går den forkerte vej og koncernen er i krise, og det næste øjeblik er de hyret, fordi svinetallene nu går den rigtige vej. Og så bliver det altså ikke bedre af, at det i medierne har lydt som om, der er nye stillinger på vej i koncernen. Det har skabt en optimisme, der desværre ikke er helt grobund for, siger Peder Pedersen.

Svinene vender om
Grunden til, at Danish Crown alligevel ikke behøver nedlægge alle de arbejdspladser, de varslede tidligere på året, er at antallet af slagtesvin i Danmark er stigende. Det skyldes en række faktorer, hvor både foderpriser og forskellen mellem den tyske og danske svinenotering spiller en væsentlig rolle.

Forbundsformand Ole Wehlast glæder sig over, at færre slagteriarbejdere står til at miste deres job:

- Det er positive toner, og det er lang tid siden, vi har hørt dem. Men det er også positivt for mig at kunne konstatere, at vores medlemmers løn åbenbart ikke er afgørende for, hvorvidt svineproducenterne vælger at sende deres svin til Danmark eller til Tyskland.

Efter overenskomstresultatet mellem Fødevareforbundet NNF og DI forelå, gav Danish Crown ellers det smalle resultat med de rekordlave lønstigninger skylden for, at der måtte skæres voldsomt i antallet af medarbejdere på de danske slagterier. Ifølge Danish Crown var der tale om uhørt høje lønstigninger. Men den forklaring holder altså ikke – slagteriarbejderne er i hvert fald ikke gået ned i løn, og alligevel stiger antallet af tilmeldte slagtesvin til slagterierne.