Mørke skyer synes nu uigenkaldeligt at sænke sig over tobaksfabrikken i Søborg. Lukningsdommen er i dag annonceret af ledelsen for British American Tobacco (BAT), som opkøbte Skandinavisk Tobaksfabrik i februar sidste år.
Medarbejderne på House of Prince, som fabrikken i Søborg ved København hedder, har dog fået tildelt et spinkelt redningshåb af koncernledelsen i London: Hvis man fra lokal side kan præsentere alternative besparelser inden fire uger, så vil ledelsen tage det op.
-Men vi må bare erkende, at det sersort ud, siger tillidsrepræsentant Velimir Durisic.
Medarbejderne blev i dag onsdag orienteret om den forventede lukning af cigaretfremstillingen i Søborg.
-Det er meget kedeligt. Men nu vil vi kigge det hele igennem med en tættekam og se, hvad vi kan finde frem til,lover Velimir Durinsic.
Ledelse og medarbejdere i Søborg går sammen ind i udredningsarbejdet.
-Og vi opgiver ikke håbet om en redning, før den endelige dødsdom ligger der, erklærer tillidsrepræsentanten sideløbende med erkendelsen af, at det er ”op ad bakke”.
Omkring 500 medarbejdere tjener til føden på fabrikken i Søborg. Heraf er godt halvdelen medlemmer af Fødevareforbundet NNF.
Den forventede lukning er begrundet i en overkapacitet på de europæiske tobaksfabrikker. Så sent som for tre måneder siden kunne medarbejderne i Søborg ånde lettet op, da en nedskæringsrunde gik uden om Danmark, men i stedet betød lukning af en tobaksfabrik i Letland og nedskæringer af produktionen i Serbien.
BAT har derudover europæisk produktion i Polen, Schweiz, Tyskland, Ungarn, Italien og Rumænien.