Det vrimler ikke just med gode nyheder i disse tider. Derfor vækker det også ekstra opmærksomhed, når der endelig kommer nyheder om ny vækst, flere job eller nye investeringer i den danske fødevaresektor. Og netop sådan en nyhed kom i fredags, da COOP og Hilton Food Group udsendte en pressemeddelelse om, at de to parter har indgået en aftale.
Allerede i begyndelsen af næste år påbegyndes opførslen af et nyt kødpakkeri, og når det står klart i 2011, skal anlægget levere kød til COOPs 1.200 danske butikker. Ifølge planerne drejer det sig om alle typer af kød; både hakket kød og kødudskæringer af svinekød, oksekød, lam og kalvekød. Det er endnu uvist, hvor i landet det nye pakkeri skal ligge.
Og så er det ikke mindst vigtigt at notere, at virksomheden forventer at kunne skabe 220 nye job.
Godt nyt
Næstformand i Fødevareforbundet NNF Jens Peter Bostrup noterer sig udmeldingen fra COOP og Hilton Group med glæde:
- Det er dejligt, når der skabes nye jobmuligheder for vores medlemmer, så vi følger udviklingen nøje, konstaterer Jens Peter Bostrup.
- Samtidig er vi naturligvis spændte på at se, hvilken af vores overenskomster, de kommende medarbejderes job falder ind under. Det kan vi ikke sige noget om endnu, så det bliver interessant at se, hvordan produktionen på virksomheden vil foregå, siger Jens Peter Bostrup.
Også COOPs indkøbsdirektør Jan Madsen glæder sig over det kommende samarbejde:
- Med den nye aftale sikrer vi større og bedre udvalg for vores kunder, optimal fødevaresikkerhed og en høj ensartet kvalitet. Samtidig giver det vores slagtere i varehuse og supermarkeder mere tid til personlig rådgivning af kunderne, siger Jan Madsen.