Selv om fagbevægelsens handelskartel har mistet en tiendedel af medlemmerne på tre år, så kører arbejdet fortrøstningsfuldt videre. Knap 64.000 medlemmer fra syv LO-forbund er repræsenteret i Handelskartellet.
Samtidig med det faldende medlemstal er kontingentet fra de enkelte forbund til kartellet blevet nedsat fra 47 til 41 kroner pr. medlem pr år. Det rækker dog stadig til, at kartellet varetager medlemmernes interesser på en række faglige, politiske og erhvervsmæssige områder, fremgik det af kartellets delegeretmøde i dag torsdag.
Et af de absolutte fokuspunkter lige nu er lukkeloven. Her forsøger kartellet og dets medlemsforbund at dæmme om for den totale ophævelse af lukkeloven, som ifølge det seneste politiske forlig vil påvirke butiksmedarbejdernes arbejdsliv fra 2012. Det sker i samarbejde med en række arbejdsgiverorganisationer, som ikke var med til at strikke forliget sammen. Ambitionen er at begrænse lovændringen til den udvidelse fra 21 til 31 søndagsåbninger, som ligger i første fase af det store lukkelovsforlig.
Delegeretmødet genvalgte i øvrigt sektorformand Jørgen Hoppe fra HK HANDEL som formand og næstformand Jens Peter Bostrup fra Fødevareforbundet NNF som næstformand for Handelskartellet, der holder delegeretmøde hvert tredje år.