Nyhed

House of Prince lukker med manér

En aftrædelsesaftale tilgodeser Danmarks sidste cigaretarbejdere med penge, uddannelse og ”det løse”.

Den 31. januar 2011 produceres den sidste cigaret på tobaksfabrikken i Søborg ved København. Men medarbejderne går ikke ganske tomhændede ud af fabriksporten på Tobaksvej.

-Virksomheden behandler folk anstændigt, lyder den nøgterne konstatering fra tillidsrepræsentant Velimir Durisic om den fratrædelsesaftale, som han sammen med sine tillidsmandskolleger har forhandlet hjem for de 262 medlemmer af Fødevareforbundet NNF på House of Prince.

Og det er nok meget diplomatisk udtrykt om en aftale, som næppe er set bedre i forbundets historie.

Når medarbejderne i fem bølger forlader arbejdspladsen, belønnes de med en ekstra månedsløn for hvert år, de har været ansat. Dog mindst seks måneder. Oven i månedslønningerne lægges en bonus på 15 procent.

Så vidt kontanterne. Derudover tilbydes hver enkelt medarbejder en uddannelsesplan, som stort set kan rumme alt muligt, lige bortset fra finansieringen af en hel videregående uddannelse.

Helt udover det sædvanlige

Andre sociale goder er en pæn stak cigaretter til alle medarbejdere ved fratræden, en kæmpefest for alle og en reception ved hver af de fem bølger af fratrædelser. Desuden er der afsat en pæn pose penge til uforudsete aktiviteter.

-Der er tale om et rigtig godt arbejde af tillidsrepræsentanterne og en aftale helt udover det sædvanlige, konstatererfaglig konsulenti Fødevareforbundet NNFJohn Andersen.

Tillidsfolkene har også benyttet forhandlingerne omkring lukningen til at få en ny overenskomst i hus. Den giver en forhøjelse af løn og tillæg på 4,5 procent fra 1. december. Et resultat, som andre lønmodtagergrupper i den aktuelle situation givetvis ville modtage med største tilfredshed.

Overkapacitet i Europa


British American Tobacco (BAT) begrunder lukningen af sin virksomhed i Danmark med overkapacitet i den europæiske cigaretproduktion. Produktionen af Prince vil blive ført videre I Tyskland. Derudover har BAT virksomheder i Polen, Schweiz, Ungarn, Italien og Rumænien.