Nyhed

Slagteriarbejdere deler arbejdet

Et stort fald i antallet af slagtninger på Danish Crowns slagteri i Horsens har betydet, at medarbejderne i en af udbeningsafdelingerne nu deler arbejdet mellem sig. Alternativet har vært fyringer. Fællestillidsmand mener krisen bliver kortvarig.

Det er slagteriarbejderne selv, der har ønsket denne ordning, som skyldes, at Danish Crown de seneste uger er gået fra op mod 87.000 ugentlige slagtninger til omkring 75.000. Ordningen betyder, at indtjeningen går ned for samtlige ansatte i den pågældende udbeningsafdeling, men til gengæld sker der ikke fyringer.

Fabrikschef Per Laursen siger, at det er en løsning, han er meget glad for.

- Det betyder, at medarbejderne hjælper hinanden, og der er stor forståelse for den situation, vi er i.

Konkret betyder nedskæringerne, at medarbejderne får tidligere fri. For andre afdelinger på slagteriet er situationen, at man går hjem, når der ikke er mere at slagte.

Baggrunden for de manglende slagtninger er den kraftige nedgang i antallet af slagtesvin generelt. Der er simpelthen ikke svin nok til at holde slagteriet kørende i højt tempo.

Fabrikschef Per Laursen mener, at der skal flere miljøgodkendelser gennem kommunerne, så svineproducenterne kan udvide produktionen for på den måde at levere flere svin. Og at finanskrisen skal stabiliseres. I øjeblikket oplever man på Danish Crown, at de valutaer, man handler i, er meget ustabile, og at efterspørgslen på svinekød derfor forbliver lav.

Fællestillidsmand Lars Mose fra Danish Crown i Horsens mener, at der er tale om midlertidige problemer.

- Vi oplever det flere gange om året, at leverancerne af svin pludselig falder. Jeg tror vi er oppe på fuld kapacitet igen i løbet af tre til fire uger, siger Lars Mose.