Nyhed

Happening i Esbjerg udviklede sig

Da konfliktramte bagersvende og medarbejdere fra Fødevareforbundet NNF d. 3/3 delte gratis rundstykker ud til esbjergensere foran Baguette Bageriet, udviklede situationen sig. Politiet blev tilkaldt og en aggressiv chauffør gik til angreb på en fotograf

- Happeningen skulle ikke tages for mere, end den var, nemlig at gøre kunderne opmærksomme på, at bageriet er i konflikt. Alt situationen så udviklede sig lidt voldsomt, havde vi ikke helt regnet med, fortæller faglig sekretær i Fødevareforbundet NNF Sydjylland Susanne Mols Poulsen, der var på plads foran bagerbutikken klokken med seks sin kollega, sagsbehandler i A-kassen Anna Skåning Jensen og bagersvendene Karsten Vestergaard og Susanne Petersen, der er konfliktramte.

Allerede da Susanne Mols Poulsen ankom holdt der et par bilister og ventede. De havde læst om aktionen på Internettet og ville sikre sig nogle gratis friske rundstykker.

- Langt de største del af de folk, vi talte med, havde sympati for vores happening. Mange vendte da også om med en pose af vores rundstykker. Men der var selvfølgelig også nogle, som hverken ville have vores rundstykker eller høre om konflikten. Det havde vi ventet, siger Susanne Mols Poulsen.

Bagermester Flemming Nielsen kom hurtigt på gaden, og havde en fredelig snak med folkene fra NNF. Men senere blev han meget vred, talte med store bogstaver og truede med at tilkalde politiet. Samtidig gik bageriets chauffør, der i skarpe vendinger havde givet sin mening om happeningen til kende, til angreb på en af pressefotograferne. Med et veltilrettelagt spark sendte han også nogle poser med rundstykker hen ad fortovet.

Bagermester Flemming Nielsen gjorde alvor af sin trussel om at tilkalde politiet, fordi han mente, der var tale om en ulovlig blokade.

- Politiet fik vores navne og cpr-numre, og bad os om ikke fysisk at blokere for bagerforretningen. Men det gjorde vi jo heller ikke, så de var hurtigt væk igen, siger Susanne Mols Poulsen, der betegner happeningen som en succes.

83 bagerier landet over er konfliktramte, nemlig bagerier under Arbejdsgiverforeningen for Konditorer Bagere og Chokolademagere (AKBC).

- Arbejdsgiverne på disse bagerier udnytter finanskrisen som en dårlig undskyldning for, at deres ansatte ikke skal have samme rimelige løn og arbejdsvilkår som ansatte på størstedelen af landets øvrige bagerier under BKD (Bager- og Konditormestre i Danmark). Nu har bagermestrene i AKBC valgt at bruge den økonomiske krise som et skalkeskjul for slet ikke at forhandle løn. Det var det, vi med vores happening ville oplyse kunderne om, siger Susanne Mols Poulsen, der varsler nye happenings – den næste formentlig allerede onsdag morgen.