Det var en lille flok lettede forhandlere fra både AKBC og Fødevareforbundet NNF, der torsdag eftermiddag skiltes efter den sidste og afgørende forhandlingsrunde om en ny overenskomst. En ny treårig aftale kom i hus.
-Og vi er tilfredse med resultatet, som vi vældig godt kan være bekendt, både i forhold til andre overenskomster og i forhold til vores medlemmer, siger forbundssekretær Flemming Mogensen.
Resultatet varierer på nogle områder fra det forlig på det store bagerområde – med arbejdsgiverforeningen BKD som modpart – der for tiden er til afstemning. Således fastholdes bidraget til Uddannelsesfonden for AKBC-virksomhederne på de nuværende 100 kr. pr. ansat pr. år. Til gengæld stiger den overenskomstmæssige timeløn med 25 øre mere for hvert af de tre år, aftalen løber, så AKBC-ansatte får en lønforhøjelse på tre gange 4 kroner i den treårige aftaleperiode. Pensionen forhøjes med 0.9 procent i 2010.
Det nuværende anciennitetskrav om, at man skal have været ansat i seks måneder for at få indbetaling til pension, bortfalder. Og elever er omfattet af pensionsordningen fra det fyldte 18. år, dog med krav om tre måneders anciennitet.
Endelig er det et led i forliget, at alle verserende sager om organisationsfjendtlige handlinger, er afsluttet. Her sigtes til gensidige beskyldninger om urent trav fra modparten under konflikten. Arbejdsgiverne har således beskyldt aktive folk fra Fødevareforbundet for at have været på kant med loven ved aktioner hos bagerivirksomheder, mens forbundet bl.a. mener, at AKBC har opfordret ansatte til at melde sig ud af Fødevareforbundet NNF under konflikten.
-Nu ser vi fremad til en stabil periode på arbejdspladserne, siger Flemming Mogensen.
Afstemningsresultat foreligger den 20. Marts. Det er tre dage før offentliggørelsen af afstemningen på det store bagerområde.