Nyhed

Svine-formand i strid modvind

Formanden for Danske Svineproducenter, Torben Poulsen fra Velling, står meget alene med sit forslag til at lukke østeuropæiske arbejdere ind på de danske slagterier, og lade dem arbejde til det halve af, hvad danske slagteriarbejdere skal have. Afdelingsformand Steen Hartmann, Fødevareforbundet NNF Midt Vestjylland, kalder forslaget uacceptabelt og direkte tåbeligt. Og ledelsen i Danish Crown tager skarpt afstand. Udtalelserne står for Torben Poulsens egen regning.

Af Claus Gjedsig. Foto: Søren Palmelund.

Nu går EU-parlamentarikeren Margrethe Auken fra SF ind i debatten. Tirsdag besøgte hun Fødevareforbundets afdeling i Holstebro for at få et bedre indblik i hele problemstillingen.

- Det er uforståeligt, at Torben Poulsen kan komme med sådanne udtalelser. Han bygger sine udtalelser på, at den såkaldte østaftale ikke er i kraft længere. Men det kan han efter min opfattelse ikke. Jeg skal nu have nærlæst forskellige regler og cirkulærer, og hvis der er noget miskmask med, at eksempelvis polakker kan arbejde i Danmark til polske lønninger, så er der noget helt galt, siger Margrethe Auken.

Danish Crown har allerede foreslået, at der skal barberes en femtedel af lønudgifterne herhjemme.

- Hvis det ikke kan lade sig gøre, kan det blive en nødvendighed at importere arbejdskraft fra en række østeuropæiske lande, mener Torben Poulsen.

I Fødevareforbundet NNF Midt Vestjylland ryster afdelingsformand Steen Hartmann på hovedet.

- Hvis østeuropæere skal arbejde i Danmark til meget lave lønninger, vil det kræve, at der bliver lavet et nyt slagteri-selskab uden overenskomst. Og det tror jeg ikke, at svineproducenterne i Danmark er særligt interesseret i.

Margrethe Auken tager sagen op med sine samarbejdspartnere i EU-parlamentet, blandt andet fordi hun mener, at de lange transporttider af levende grise er forkastelige.

- Danske svin skal slagtes på det nærmeste slagteri. Og det skal være i Danmark. Alt andet er indiskutabelt, siger Margrethe Auken, der bakker Steen Hartmann op i hans holdninger.

- Jeg er rystet over, at en organisationsmand som Torben Poulsen, ikke kender de danske arbejdsmarkedsforhold bedre. Han burde vide, at i Danmark arbejder man til danske lønninger. Det er Fødevareforbundet NNF, der har forhandlingsretten til overenskomsten. Og så længe, vi har det, bliver der ikke slagtet ét dansk svin af en underbetalt østeuropæisk kolonnearbejder, siger Steen Hartmann, der, som Margrethe Auken, hellere så, at Torben Poulsen gik i dialog med hensyn til den voldsomme eksport af levende svin fra Danmark.

- Torben Poulsens udtalelser er så at skyde med spredehagl. Jeg tvivler også på, at han har opbakning i sin egen organisation, siger Steen Hartmann.

På sit ugentlige pressemøde tirsdag lagde statsminister Lars Løkke Rasmussen afstand til Torben Poulsens forslag.

- Jeg betragter det som højst usandsynligt, at det vil ske, sagde Lars Løkke Rasmussen.