Nyhed

Man skal lære af sine fejl

Det er erkendelsen hos vestjysk bagersvend, som lod sig lokke af udsigten til at spare kontingentkroner ved at melde sig hos Det Faglige Hus. Han blev grumt skuffet og er nu tilbage i Fødevareforbundet NNF

Man skal lære af sine fejl, siger bagersvend Hans Ole Christiansen i dag. Han lod sig friste af udsigten til at spare penge på sit faglige kontingent og lod sig overflytte fra Fødevareforbundet til Det Faglige Hus.

I dag er han tilbage i forbundet med den lære, at det ikke var en fagforening, han var kommet for skade at melde sig ind i. Men det var han ikke klar over, da konsulenter fra Det Faglige Hus besøgte det butikscenter ved Esbjerg, hvor han arbejdede i bageriet.

- Vi blev lovet guld og grønne skove, og i bageriet var den klare holdning, at det var tid at skifte fagforening. Vi kunne langt billigere opnå alt det, vi fik i Fødevareforbundet NNF, erindrer Hans Ole Christiansen.

Han begyndte at komme på andre tanker, da det gik op for ham, at nogle økonomiske fordele var forsvundet ved at gå fra et LO-forbund, såsom rabatter hos Alka forsikring.

- I runde tal opnåede jeg omkring 4.000 kroner i rabatter på mit medlemskab, fortæller Hans Ole Christiansen.

Han fik dog sin største skuffelse med sin såkaldte fagforening, da han henvendte sig til Det Faglige Hus for at drøfte sine planer om at skifte erhverv engang i fremtiden.

- Da jeg fik at vide, at Det Faglige Hus ikke er en fagforening, men faktisk udelukkende en a-kasse, og at de kun kunne hjælpe mig ”den dag du står uden arbejde”, så var målet nået. Jeg stod lige pludselig meget, meget alene. Guldet og de grønne skove var væk, fastslår Hans Ole Christiansen.

Han er glad for, at han meldte sig tilbage til Fødevareforbundet NNF.

- Man skal lære af sine fejl. Det kunne være blevet rigtig dyrt for mig både økonomisk og menneskeligt, siger han i dag.

Se hele artiklen i Fødevareforbundet NNFs medlemsblad Substans, der udkommer d. 9. juni 2009.
Du kan læse det som i-paper ved at klikker her