Nyhed

Bortvist for at tage en tom sodavandsflaske

En medarbejder tog en halvtom sodavandsflaske med hjem fra arbejde. Næste dag blev han bortvist for tyveri. Et forlig betyder nu, at medarbejderen får en godtgørelse på i alt 210.000 kroner. Men hvor går grænsen for tyveri af en virksomheds ejendom?

En medarbejder tog en halvtom sodavandsflaske med hjem fra arbejde. Næste dag blev han bortvist for tyveri. Et forlig betyder nu, at medarbejderen får en godtgørelse på i alt 210.000 kroner. Men hvor går grænsen for tyveri af en virksomheds ejendom?

Af web-redaktør Emilia Maria van Gilse

Ronald Buur, der er sikkerhedsrepræsentant på Jensenfood i Struer, er på arbejde påskedag. Han slutter dagen af med at snuppe en sodavand, hvilket er helt efter reglerne, når man arbejder over. Han når dog kun at drikke halvdelen af sin sodavand, inden han skal hjem, og tager derfor den halve sodavand med i hånden.

På vej ud møder han mester, der siger, at det vist ikke er helt efter reglerne, at Ronald tager sodavanden med hjem. Men da Ronald svarer, at han tager den tomme flaske med tilbage dagen efter, siger mester ikke mere.

Samme aften kl. 22 bliver han ringet op. Han får at vide, at han er bortvist med øjeblikkelig virkning. Begrundelsen er tyveri!
Han bliver bedt om at komme ind på virksomheden dagen efter til et møde, og for at aflevere nøgler med videre.

Han kommer til mødet – med sig har han den tomme flaske.

Forlig
Sagen havner hos Fødevareforbundet NNF, hvor Ronald Buur er medlem. Efter flere møder lykkes det konsulent i forbundet John Andersen at få et forlig på plads med Jensenfood. Bortvisningen var ikke efter bogen, og Ronald Buur bliver derfor fritstillet med 20 ugers løn og en erstatning på 50.000 kroner. I alt kostede det altså virksomheden 210.000 kroner at bortvise Ronald Buur.

Men det springende punkt i bortvisningen er ikke tyveriets størrelse, men derimod det faktum, at mesteren ikke direkte opfordrede Ronald Buur til at lade sodavanden blive. Han gik dermed stiltiende med til, at Ronald Buur tog flasken med hjem. Dermed handlede Ronald Buur i god tro, og bortvisningen er derfor ikke berettiget.

Better safe than sorry
Forbundssekretær i Fødevareforbundet NNF Tage Arentoft glæder sig over, at sagen endte positivt for Ronald Buur. Men han understreger samtidig, at medarbejderne skal være opmærksomme på arbejdsgivernes muligheder for bortvisning:

- Medarbejdere skal være helt sikre på, at de handler i overensstemmelse med virksomhedens retningslinjer, når de benytter sig af virksomhedens tilbud. Tyveri er generelt lovlig grund til bortvisning.

Han anbefaler medarbejdere til at være helt sikre på, at de ikke gør noget forkert, hvis de tager noget med hjem.

Ingen nedre grænse
Advokatfuldmægtig i LO Kim Brandt Jensen opfordrer også medarbejdere til at passe på:

- Helt overordnet må du ikke tage noget som helst med hjem fra arbejdspladsen. Der er ikke nogen nedre grænse for tyveri, og vi har set sager, hvor medarbejdere er blevet bortvist for at have taget kopipapir eller gamle, usælgelige varer med hjem, siger Kim Brandt Jensen.

Hvis man ønsker at tage noget med sig hjem, er det vigtigt at få en udtrykkelig aftale om det – gerne skriftligt:

- Må bør sikre sig en passerseddel, inden man tager ting med sig hjem. Og passersedlen skal være underskrevet af den leder, der har kompetence til at give et sådan samtykke. Vi har set sager, hvor folk har fået en passerseddel, men hvor den har været underskrevet af en leder, der ikke har haft lov til at træffe sådanne beslutninger, siger Kim Brandt Jensen.

Han oplyser desuden, at man generelt ser en tendens til, at arbejdsgivere tager denne type sager mere alvorligt i krisetider. Så der er absolut grund til at være opmærksom på, hvad man putter i lommen, inden man går hjem fra arbejde.