Nyhed

Ambitioner med krummer i

Dansk Cookie Industri i Nørre Snede satser stort. Der skal sælges flere småkager og ansættes flere. Tillidsrepræsentant Anette Sønderby Larsen håber på at fastholde flere, frem for at fyre, når der er lavsæson.

Småkageproducenten Dansk Cookie Industri i Nr. Snede har store ambitioner. Der skal sælges flere småkager – i flere varianter og nye og spændende indpakninger. Især sætter man ind med markedsføring i Kina og Asien samt på det skandinaviske marked. I dag går næsten hele produktionen til eksport. Nu vil man også have fat i de danske forbrugere.

- Vi har en ambition om at vokse og en strategi, der siger, at omsætningen skal vokse væsentligt. I 2008 havde vi en omsætning på 847 millioner kroner, oplyser direktør Brian Rønsholdt fra Dansk Cookie Industri.

Milliarden
- Der er nævnt en milliard i omsætning?

- Det vil selvfølgelig være dejligt, for en milliard er et godt rundt tal. Men det er ikke et mål i sig selv. Det vigtigste er at skabe fremgang, siger Brian Rønsholdt, der ikke vil sætte tal på, hvor mange nye medarbejdere, der skal ansættes. Det kommer fuldstændig an på den øgede omsætning. Men jeg er ikke i tvivl om, at der skal ansættes flere, siger han.

Tillidsrepræsentant og medlem af Dansk Cookies bestyrelse, valgt af medarbejderne, Anette Sønderby Larsen hilser den nye strategi og ambitionerne meget velkommen.

- Dansk Cookie er en virksomhed med høj- og lavsæsoner. Vi har så absolut mest at lave i perioden fra juli frem til jul, i forbindelse med det kinesiske nytår og lignende. Men det betyder også, at et stort antal medarbejdere må fyres omkring årsskiftet. Mange har mulighed for at blive ansat senere, men med den lovgivning, vi har i Danmark, har de ikke mulighed for blot at vente. De skal være aktivt arbejdssøgende, og en del finder da også arbejde andre steder.

Flere fastansatte
- Med en forøgelse af medarbejderstaben ser jeg helst, at vi kan fastholde flere, i stedet for at skal fyre og ansætte igen. Det vil give medarbejderne er større tryghed samt mere ro og stabilitet. Ingen har det jo godt med at medarbejderstaben i produktionen næsten halvveres.

Det er meget forskelligt, hvornår på året produktionen stiger. Nogle gange allerede i marts, andre gange senere, eksempelvis i år, hvor det først for alvor sker nu. I næste uge går man således fra tre til fem bagelinier, og det betyder i første omgang 15 til 20 nyansættelser. Arbejdsstyrken forventes at stige med 60 til 70, når man når højsæsonen. Så er der omkring 200 ansat i produktionen.

Direktør Brian Rønsholdt siger, at virksomheden har været gennem nogle hårde år, men at han er stolt over, at man nu igen tjener penge til ejerne.

Luksusvarer
- Vi har i 2008 fastholdt arbejdet med at forbedre vores konkurrencekraft, som er lykkes, men der er stadig et stykke til målet. Vi satser meget på markederne i Asien og Kina, hvor danske småkager er en luksusvare og gaveartikler. I Skandinavien, og dermed det danske marked, satser vi på den almindelige forbruger, blandt andet med nye former for indpakning. Det skal være vores produkter forbrugernes vælger på supermarkedets hylder, siger han.

Dansk Cookies blev skabt i 2004 gennem fusion af Kelsen A/S, Ripensa A/S og Queens Biscuits A/S. Virksomheden er verdens førende producent af butter cookies. Produktionen foregår på moderne fabrikker i Ribe og Nr. Snede, hvor koncernen har hovedsæde. Man eksporterer til mere end 120 lande verden over og har i alt omkring 400 ansatte.