Nyhed

Struer har oprustet

Struer Kommune har stor forståelse for, at den lange behandlingstid for miljøgodkendelser i landbruget er uacceptabel. Kommunen har derfor fra 1. januar 2009 udvidet personalet til at behandle sagerne fra 1½ person til 3 personer

Den information fik Fødevareforbundet Midt Vestjylland fredag den 9. januar, da afdelingen havde møde med Struer Kommune med fokus på miljøgodkendelser i landbruget.

Fra kommunen deltog borgmester Martin Merrild, formanden for miljø- og teknikudvalget, Mads Jakobsen, teknisk direktør Jørgen Jensen og miljøchef Kurt Vanggaard. Derudover deltog Kristian Gade som repræsentant for landboforeningen, og fra Fødevareforbundet deltog Steen Hartmann Nielsen og Mogens Eliasen.

Struer kommune har ikke fået så mange ansøgninger og har heller ikke færdigbehandlet særlig mange. Men kommunen kunne i øvrigt berette om vanskeligheder med at få grundlaget for at behandle ansøgningerne på plads, så det har været unødigt vanskeligt for kommunen at få gang i processen.

På mødet blev der skabt en god kontakt mellem landboforeningen og kommunen. Man var enige om, at man fremover allerede i ansøgningsfasen skal sikre en god kontakt mellem de konsulenter, der for den enkelte landmand udarbejder ansøgningerne, og sagsbehandlerne i kommunen. Ved at få den højest mulige kvalitet i ansøgningerne kan man få en hurtigere og bedre sagsbehandling.

Mødet efterlod det indtryk, at kommunen alvorligt arbejder på at nå sin egen målsætning, der er en sagsbehandlingstid på ½ år. Det er nok det korteste, man kan opnå med den komplicerede procedure, som en miljøgodkendelse kræver med blandt andet flere høringsfaser.