Nyhed

Sjællands dygtigste detailslagterelev fundet

Anders Kruse Jensen blev torsdag d. 5/2 kåret som Sjællands bedste detailslagterelev. Af de otte elever, der konkurrerede om mesterskabet, leverede han den bedste præstation. Sammen nummer to Rune A. Hald videre til Danmarksmesterskabet d. 27/3

Stemningen var intens - men god - i køkkenet på slagteriskolen i Roskilde. 8 håbefulde detailslagterelever var blevet udvalgt til sjællandsmesterskabet for detailslagterelever, og de var nu i fuld gang med at tilberede og anrette deres tallerken.

Mesterskabet var startet tre timer tidligere, hvor eleverne havde vist deres færdigheder indenfor opskæring af en hel skinke med ben og svær, en oksetykstegsfilet og en kylling på 1600 gram. Og nu var de så i gang med at tilberede et stykke kød efter eget valg.

Larmen fra kasseroller, ovnlåger, der blev smækket op og i, og knive der med lynets hast hakkede sig gennem løg og gulerødder, blev fra tid til andet blandet med opmuntrende tilråb fra alle de nysgerrige, venner og familiemedlemmer, der var mødt op: ordene ”det ser sgu godt”, ”wow, det er flot” og ”sikke en god idé” flyver gennem luften.

Eleverne er dybt koncentrerede, men ikke mere end, at de har overskud til at komme med gode råd til sidemanden, eller fløjte en lille melodi.

Langsomt breder en liflig duft sig i køkkenet, og tilskuerne begynder ubevidst at slikke sig om munden. En efter en bliver eleverne færdige, og de to overlærer Birgit Nielsen og Bent Mikkelsen, der i dagens anledning er udnævnt dommere, kan påbegynde deres hårde hverv – at smage hver enkelt deltagers bidrag til konkurrencen.

Andægtigt venter eleverne, mens dommerne dissekerer anretningen og smager på kyllingen, skinken eller kalven. Elevernes øjne er skrapt rettet mod dommernes ansigtsudtryk – er det væmmelse, nydelse eller overraskelse, der viser sig?

Et sted har en kartoffel fået for lidt, og eleven ærgrer sig tydeligvis. Men dommerne beroliger ham; den rå kartoffel skyldes, at ovnlågerne har været åbnet så mange gange. Det vil ikke spille ind på deres bedømmelse.

Kl. 20:15 er det slut. Dommerne har været hele raden rundt, og nu skal tilskuerne - og ikke mindst eleverne - bare have den næste halve time til at gå; så bliver Sjællands bedste detailslagterelev udnævnt.

Alle otte elever bliver kaldt op på podiet, og får et velfortjent bifald

-Tillykke til jer alle. Det er en sejr bare at være nået så langt, som I er i dag. I har ydet en kanon indsats”, siger sekretariatsleder for Slagterfagets Fællesudvalg John E. Nielsen, inden han afslører nr. 3.

Nr. 1 og 2 går direkte videre til Danmarksmesterskabet for detailslagterelever i Aalborg den 27. marts 2009, men nr. 3 skal stå stand by, hvis en af de andre 10 deltagere bliver forhindret i at deltage.

Tredjepladsen går til Heidi Jannicke. Hun får sit diplom og griner stolt til publikum.

De resterende syv elever prøver at se afslappede ud, men de er spændte – hvem får andenpladsen? John E. Nielsen trækker spændingen ud og konstaterer, at det var meget tæt løb. Udskæringerne var både frække og kreative.

Andenpladsen går til Rune Ahn Hansen. Han er lettet og modtager sit diplom med et smil.

Man kan næste høre de resterende seks elevers hjerte slå.
Men så bliver det offentliggjort: første pladsen går til Anders Kruse Jensen.

Alle klapper, mens Anders får sit diplom. Selvom, der er skuffelse at spore på enkelte ansigter, er det hurtigt glemt, og de tre vindere får opmuntrende klap på skulderen og klapsalver af kammeraterne.

Nu starter så træningen til DM den 27. marts. Der er noget at se frem til…

Få Anders Kruse Jensens vinder opskrift ved at klikke her