Nyhed

Ikke i orden at bortvise uden beviser

En faglig voldgift afgjorde d. 2/2, at man ikke må bortvise medarbejdere ud fra indicier. COOP havde bortvist en slagter, fordi de mente, at han kunne tænkes at sløse med fødevaresikkerheden. Men bortvisninger kræver beviser, slog retten fast

Den 11. december 2007 blev slagtermester Martin Andersen bedt om at pakke sine ting og forlade sin arbejdsplads, Kvickly Xtra i Slotscenteret Holbæk. Virksomheden mente nemlig, at Martin Andersen havde tænkt sig at ompakke kød, hvilket er i uoverensstemmelse med virksomhedens regler.

Virksomheden havde godt nok hverken set Martin Andersen rent faktisk ompakke kødet, ligesom de heller ikke havde set eksempler på ompakket kød, men de vurderede, at slagtermesteren kunne tænkes at gøre det - og så blev han bortvist fra virksomheden øjeblikkeligt.

Hakkekødskoncept
I sommeren 2005 talte danskerne meget om fødevaresikkerhed og kødkvalitet. Baggrunden var flere sager i medierne om dårlige fødevare og manglende fødevarekontrol. En del af sagerne stammede fra COOP, og samtidig med, at de danske fødevaremyndigheder strammede reglerne, så udarbejdede COOP sit eget regelsæt for, hvordan kød må opbevares og pakkes indenfor COOP. Regelsættet ”Hakkekød- og produktionskoncept” lister op, hvordan kødet skal behandles – blandt andet hvor mange ”liv” kødet må have i kølemontren.

Den 11. december havde fagchef Ole Lehrmann Nielsen, inden Martin Hansen mødte på arbejde, gået en runde i slagterafdeling, og her så han et rullebord fyldt med pakker med kød. Det var kød, som Martin Andersens medarbejdere havde fjernet fra køledisken, så Martin Andersen kunne gennemgå, hvilket kød, der skulle kasseres, og hvilket kød, der skulle videreforarbejdes.

Men Ole Lehrmann Nielsen mente, at det måtte være kød, som Martin Andersen havde til hensigt at ompakke, og sælge med en ny holdbarhedsdato.

Derfor blev Martin Andersen efter et kort møde bortvist fra Kvickly Xtra.

Urimelige bortvisninger
Indenfor den senere tid, har Fødevareforbundet NNF haft fire tilfælde, hvor medlemmer er blevet bortvist fra COOP med begrundelse i, at hakkekødkonceptet ikke er blevet overholdt – heriblandt Martin Andersen.

Men Martin Andersen var ikke enig med COOP afgørelse.
Han havde ikke til hensigt at ompakke kødet, men ønskede at vurdere, hvilket kød, der kunne gøres klart til andet liv i køledisken (det vil sige enten forarbejdes eller omskæres), og hvilket kød, der skulle kasseres. Han klagede derfor til Fødevareforbundet NNF.

Bortvisning kræver beviser
Hos Fødevareforbundet NNF var forbundssekretær Flemming Mogensen tilfreds med at kunne få prøvet COOPs procedure omkring bortvisning ved retten:

- Helt overordnet skal der ikke herske nogen tvivl om, at vi støtter COOPs hakkekødskoncept. Ligesom COOP og fødevaremyndighederne mener vi, at det er helt uacceptabelt at ompakke kød, og dermed snyde forbrugerne. Men vi mener samtidig heller ikke, at det er accpetabelt at bruge fødevaresikkerheden som carte blanche til at bortvise folk, uden nogen former for beviser for, at de rent faktisk har tilsidesat fødevarekvaliteten.

Ifølge Flemming Mogensen viser Martin Andersens sag også, hvor farligt det kan være for medarbejderne, når det er folk uden faglig kompetence, der skal afgøre, hvornår fødevaresikkerheden ikke overholdes:

- Martin Andersen var i gang med en ganske almindelig procedure. Men fagchefen så spøgelser, og kunne med hakkekødskonceptet i hånden, bortvise Martin Andersen – uden at have skyggen af bevis for, at det Martin Andersen havde gjort, var i uoverensstemmelse med reglerne.

Klar dom
Flemming Mogensen er glad for, at retten - ved dommer Mette Christensen - nu har sat rammerne for, hvornår medarbejdere kan bortvises:

- Nu ved både COOP og vi, hvad der kræves for at bortvise en medarbejder. Dermed håber jeg, at det er slut med medlemmer, der bortvises på baggrund af rene indicier.