Nyhed

Frygt for fedtafgift

Ny sukker- og fedtafgift er et fejlskud og koster arbejdspladser: Fjern i stedet momsen på sunde fødevarer, siger forbundssekretær Poul Erik Faarkrog fra Fødevareforbundet NNF.

Fem kroner mere for et kg fuldfed ost. Fire kroner mere for en pakke smør. Et par kroner mere for et stykke wienerbrød.
Det er nogle af konsekvenserne af de øgede afgifter på fedt, sukkervarer og tobak, som regeringen vil indføre og som skal skaffe tæt ved to milliarder kroner om året til statskassen.

Oppositionspartierne Socialdemokraterne og SF vil gå et skridt videre. Her lyder det økonomiske mål på hen ved fire milliarder kroner. Både i erhvervslivet og i fagbevægelsen ses der med skepsis på afgifterne, der frygtes at koste arbejdspladser.

I Fødevareforbundet NNF er forbundssekretær for mejeriområdet Poul Erik Faarkrog harm over den planlagte fedtafgift - 25 kr. pr. kg mættet fedt.

Han frygter en forringet konkurrenceevne og tab af markedsandele og dermed arbejdspladser for mejerisektoren under udsigten til at blive pålagt en afgift på omkring en milliard kroner:

-Det vil også betyde, at grænsehandelen vil blive øget på vores område, så forbrugerne begynder at købe meget mere ost med hjem. Og vi må forudse, at produktionen af mælkepulver vil vinde frem på bekostning af forædlede mælkeprodukter, og det vil i sig selv betyde færre arbejdspladser, frygter Poul Erik Faarkrog. Han har et alternativt bud på et sundhedsfremmende tiltag:

-Fjern momsen på sunde fødevarer. Det ville give en adfærdsændring frem for det her, som unægtelig blot ser ud til at handle om at få flere penge ind i skat!

Læs mere i det nye nummer af fagbladet Substans side 26