Nyhed

Tredje Rasmussen i træk

Fødevareforbundet NNF er forbeholden overfor nyheden om, at den tredje Rasmussen i træk skal styre landet. Efter ugers spekulation blev det i dag offentliggjort, at Danmarks nye statsminister hedder Lars Løkke Rasmussen

-Det er ikke en nem opgave Lars Løkke Rasmussen skal løse. Han skal lede et land, der står overfor store velfærdsmæssige og økonomiske udfordringer. Vi må desværre sige, at vi ikke har de store forventninger til, at en ny venstre-statsminister vil bringe de ændringer med sig, som er nødvendige for at komme igennem den aktuelle krise. Og slet ikke en statsminister, der er så ideologisk, som Lars Løkke Rasmussen. Hvis han skal gøre sig forhåbninger om at sikre beskæftigelsen i Danmark, skal han aflægge sig sin ideologiske grundidé, og handle rationelt og konkret.

Sådan lyder reaktionen fra forbundsformand i Fødevareforbundet NNF Ole Wehlast på meddelelsen om, at Anders Fogh Rasmussen i dag er trådt tilbage og har overladt statsministerposten til Lars Løkke Rasmussen. Men, tilføjer Ole Wehlast, vi kan naturligvis håbe på, at Lars Løkke Rasmussen vil overraske positivt:

-Den første prøve på om en ny statsminister også betyder en ny politisk linje, er spørgsmålet om, hvorvidt Lars Løkke Rasmussen er villig til at vedtage en vækstpakke, der kan hindre at arbejdsløsheden stiger til uacceptable højder. Vi vil - som altid - gerne samarbejde konstruktivt med den nye statsminister, hvis det kan gavne vores medlemmer, slår Ole Wehlast fast.

Men han lægger samtidig ikke skjul på, at Fødevareforbundet NNF fortsat støtter oppositionen, og hellere så Socialdemokraterne overtage styringen af Danmark:

-Vi vil fortsat gøre, hvad vi kan, for at få et politisk flertal, der er bedre i overensstemmelse med de værdier som Fødevareforbundet NNF bygger på.