Et arbejdsmarked uden nedslidning

Fødevareforbundet NNF har mange medlemmer med hårdt fysisk arbejde, der risikerer at blive slidt ned, inden de kan trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet. Vores holdning er, at ingen skal blive nedslidte af at gå på arbejde. Og de, der er i stor fare for at blive det, skal kunne trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet, før kroppen siger stop. Vores indsats på området kører i tre spor, som du kan læse mere om her på siden.

Mere og bedre uddannelse

Efter- og videreuddannelse kan være en vej ud af et nedslidende job. Vi vil inspirere flere medlemmer til at gøre brug af f.eks. sporskifteordningen, der gør det muligt at uddanne sig til en anden branche. Samtidig kæmper vi for bedre kvalitet af uddannelserne og rådgiver vores medlemmer, så de kan finde den rigtige vej for dem i uddannelsessystemet.

Læs mere
Sunde arbejdspladser

Det er vigtigt, at vi bekæmper årsagerne til nedslidning, og et godt arbejdsmiljø er altafgørende. Vi kæmper for, at virksomheder og det offentlige bruger flere ressourcer på at sikre et godt arbejdsmiljø og inddrager de ansatte i arbejdet. Samtidig hjælper vi medlemmer, der oplever problemer ude på arbejdspladserne.

Læs mere
En ordning for de nedslidte

Alle har ret til en værdig tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet. Arbejder man i en nedslidende branche, bør man derfor kunne forlade arbejdsmarkedet, før kroppen siger stop. Fødevareforbundet NNF kæmper for en ordning for de nedslidte.

Vi fortæller magthaverne om virkeligheden ude på arbejdspladserne og sætter fokus på nedslidning via kampagne- og mediearbejde.

Læs mere