Arbejde og efterløn

Der er ikke nogen begrænsninger for, hvor mange timer du må arbejde, mens du er på efterløn. Til gengæld medfører arbejde fradrag i efterlønnen.

Fradrag for arbejde sker efter reglerne for fradrag i dagpenge, det vil sige, at du får fradrag time for time. Hvis du har ukontrollabelt arbejde (indtægt uden fast timetal), får du fradrag ved omregning af indtægten.

Du vil som fuldtidsforsikret, som udgangspunkt få 160,33 timers efterløn pr. måned. Hvis du har arbejde mv. der i en måned medfører fradrag ud over 145,53 timer kan du på grund af mindsteudbetalingsreglen ikke få efterløn for den måned. Mindsteudbetalingsreglen betyder, at der ikke kan udbetales ydelser for mindre end 14,8 timer for en måned.

Lempeligere fradrag for arbejde

Hvis du har en timeløn inkl. tillæg der er mindre end omregningssatsen (277,76 kr. - 2024 niveau), kan du få et lempeligere fradrag for de første 43.628 kr. (2024), som du tjener i hvert kalenderår.
Når fradraget er brugt, modregnes du igen time for time. Det lempeligere fradrag nedsættes kvartalsvis med en ¼ i det år, hvor du går på efterløn eller udtræder af efterlønsordningen.

Eksempel 1 - når din timeløn er mindre end 277,76 kr. (omregningssatsen i 2024) men højere end 126,98 kr. (højeste dagpengesats pr. time i 2024).
Ved arbejde på 12 timer om ugen og 150 kr. i timen, vil du normalt få et fradrag i efterlønnen på 12 timer. Med reglen om lempeligere fradrag, får du et fradrag på 6,48 timer, fordi lønnen bliver delt med 277,76 kr. indtil beløbsgrænsen på 43.628 kr., er nået. Det udregnes således 12 timer x 150 kr.: 277,76 kr. = 6,48 timer.

Eksempel 2 - når din timeløn er mindre end 126,98 kr.

Ved arbejde på 12 timer om ugen og 100 kr. i timen, vil du uden lempeligere fradrag få et fradrag på 12 timer. Med reglen om et lempeligere fradrag får du et fradrag på 5,49 timer, indtil beløbsgrænsen på 43.628 kr. er nået.
Når din timeløn er mindre end 126,98 kr. (højeste dagpengesats pr. time i 2024), sættes timelønnen til 126,98 når fradraget skal beregnes.
Det udregnes således 12 timer x 126,98 kr.: 277,76 kr. = 5,49 timer.
For at få det lempeligere fradrag, skal du oplyse om både dine arbejdstimer og din bruttotimeløn på dine efterlønskort.
Timelønnen, du skal oplyse, skal være før fradrag for arbejdsmarkedsbidraget, men tillagt eventuelle tillæg, som fremgår af din lønseddel.
Er din løn på mere end 277,76 kr. i timen, eller er dit arbejde ukontrollabelt, kan du ikke få et lempeligere fradrag.De 43.628 kr. bliver også nedskrevet med arbejde/indtægter, der ikke giver et lempeligere fradrag.

Der gælder samtidig en særlig mindsteudbetalingsregel, hvis du som modtager af efterløn er omfattet af reglerne om lempet fradrag. Hvis din arbejdstid i en kalendermåned overstiger 128 timer, så kan du ikke få efterløn for den måned, hvis du som fuldtidsforsikret er omfattet af reglerne om lempet fradrag. Som deltidsforsikret må din samlede arbejdstid i kalendermåneden ikke overstige 104 timer.

Selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse

Hvis du driver selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse, gælder der dog særlige regler. A-kassen skal, hvis de særlige betingelser er opfyldt, give tilladelse til, at du viderefører eller påbegynder en selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse samtidig med at du får efterløn.
Hvis du ikke søger om tilladelse, eller hvis du ikke opfylder betingelserne til at drive selvstændig virksomhed samtidig med efterløn, risikerer du at miste retten til efterløn. Derfor er det vigtigt, at du taler med os, hvis du eller din ægtefælle har en selvstændig virksomhed.