Skip Ribbon Commands
Skip to main content
 
Det arbejder Fødevareforbundet NNF for

Mange af Fødevareforbundet NNFs medlemmer mærker globaliseringen i kraft af fyringer og flytning af produktionen til udlandet. Fødevareforbundet NNF arbejder for, at den internationale udvikling hviler på et grundlag af lighed, demokrati og anerkendelse af faglige rettigheder.

Retningslinjerne for det internationale arbejde er fastlagt i målprogrammet for 2008-2012, som Fødevareforbundets kongres vedtog i 2008.

Målprogrammet påpeger, at den største del af Fødevareforbundet NNFs medlemmer arbejder i virksomheder, der enten er en del af en udenlandsk koncern, eller i danske koncerner med store udenlandske aktiviteter. De tider, hvor Danmark suverænt selv kunne bestemme over udviklingen, er endegyldigt forbi.

På den baggrund har Fødevareforbundet NNF et særligt ansvar for, at den internationale udvikling hviler på et grundlag af lighed, demokrati og anerkendelse af faglige rettigheder. Det er i sig selv et middel til højere velfærd.

EU får stadig større betydning. EU er tillagt store kompetencer på fødevareområdet, og store dele af den danske fødevarepolitik bygger i realiteten på regler fastsat af EU. Fødevareforbundet NNF skal derfor i sit arbejde over for EU koncentrere sig om fødevaresektorens udvikling og samarbejde med LO om arbejdsmarkedspolitikken og øvrige områder.

Fødevareforbundet NNF skal arbejde for fortsat at være den vigtigste danske organisation, når der tales internationalt arbejde inden for fødevareområdet.

Læs mere

I Fødevareforbundet NNFs målprogram kan du læse meget mere om forbundets meninger og målsætninger på det internationale område:

Fødevareforbundet NNFs hovedbestyrelse har desuden den 9. juni 2006 vedtaget en plan for den praktiske udførelse af det internationale arbejde. Papiret vil efter behov blive opdateret af den nye hovedbestyrelse i kongresperioden.