Skip Ribbon Commands
Skip to main content
 
Inga Pedersen

 

FEBRUAR 2010: Glæder sig til nye udfordringer

Med kun halvanden måned tilbage på Nobel Cigars er Inga Pedersen i fuld gang med at søge nyt job

Af Helle-Karin Helstrand

- Det er faktisk helt spændende at kigge efter nyt job. Jeg er blevet hængende på Nobels Cigars, fordi det har været en god arbejdsplads, og fordi jeg har nogle gode kolleger, siger Inga Pedersen og tilføjer:

- Men et nyt job betyder nye udfordringer, og det glæder jeg mig til. Det bliver da også spændende at møde nye mennesker.
Inga Pedersen har de seneste år arbejdet både i produktionen og i kantinen på Nobel Cigars. Hun er blevet så glad for kantinearbejdet, at hun satser på at blive kantineassistent i en anden virksomhed.

Men et nyt job kommer ikke af sig selv, og da Inga Pedersen har arbejdet på cigarfabrikken i Århus, siden hun var 20 år, har hun nu for første gang skullet skrive en ansøgning.

- Heldigvis får vi alle sammen hjælp fra et konsulentfirma, som kommer på fabrikken. Konsulenten hjalp mig med at skrive min første ansøgning, og den bruger jeg som udgangspunkt til andre, fortæller Inga Pedersen, der nu har skrevet omkring ti.

- Da jeg skulle skrive den første, havde jeg nogle spørgsmål til virksomheden. Konsulenten pressede på. Jeg skulle ringe og stille mine spørgsmål. Det var jeg godt nok nervøs for. Da jeg endelig fik taget mig sammen, fik jeg besked om at prøve igen fem minutter senere, og så blev jeg jo nervøs igen, griner Inga Pedersen og tilføjer:

- Men da jeg endelig fik fat i ham, jeg skulle snakke med, gik det selvfølgelig fint.

Inga Pedersen har også fået hjælp til at skrive sit cv og lægge det ud på jobnet.

- Allerede inden der var gået 14 dage, havde den første arbejdsgiver været inde at kigge. Det tyder jo godt. Nu ligger mit cv også på andre jobportaler, fortæller Inga Pedersen.

Hun frygter dog lidt, når hun skal til samtale om en stilling første gang.

- Konsulenten har heldigvis lovet mig, at hun vil lave en prøvesamtale med mig, så hun kan fortælle mig, hvis jeg gør noget forkert. Det er jeg meget taknemmelig for, siger Inga Pedersen.

Nobel Cigars lukker og slukker til sommer, men for Inga Pedersens vedkommende er det slut den 2. april. Har hun endnu ikke fundet et nyt job, har hendes sagsbehandler på jobcenteret lovet hende, at hun kan komme i job med løntilskud i et halvt år.

- Hvem ved, måske bliver der så et job til mig der, smiler Inga Pedersen.

 

DECEMBER 2009: Nu har jeg fået min fyreseddel

Inga Pedersen har længe vidst, at Nobel Cigars skulle lukke. Hun håber at få et job i en kantine

Af Helle-Karin Helstrand

- Alle i min omgangskreds siger, at jeg har taget det meget, meget flot, siger Inga Pedersen, der netop har fået sin fyreseddel.

Den 2. april er det slut, og en epoke på 37 år på Nobels Cigars er forbi for Inga Pedersen.

Da Substans besøgte hende på tobaksfabrikken i august, havde medarbejderne fået at vide, at deres arbejdsplads skulle lukke. Inga Pedersen forventede, at reaktionen ville komme, når alle stod med fyresedlerne i hånden.

- Men jeg fik ikke en gang tårer i øjnene, da min driftschef gav mig brevet. Vi har jo vidst det så længe. Men det bliver svært, når vi alle sammen skal sige farvel til hinanden. Farvel til den daglige trummerum, siger Inga Pedersen.

- Vi har netop holdt den sidste julefrokost i tobaksklubben. Det var mærkeligt at vide, at det er den sidste. Vi udveksler telefonnumre og mailadresser. Jeg er helt sikker på, at nogle af os vil blive ved med at ses, siger Inga Pedersen.

I Idrætsklubben er det ikke helt slut endnu.

- Vi har holdt den sidste julefrokost, men vi holder en afskedsfest i januar. Vi skal tømme alle vores pengekasser, smiler Inga Pedersen.

Til trods for at Inga Pedersen og hendes kolleger længe har vidst, at fabrikken skal lukke, har ingen af dem sagt op for at starte nyt job.

- Vi har jo guleroden, vores fratrædelsesordning, der giver mig syv måneders løn til nytår, siger hun.

Inga Pedersen arbejder både i produktionen og i kantinen. Hun har den seneste tid været på flere kurser, der kan give hende bedre chancer inden for kantineområdet, når det er slut på Nobel Cigars.

- Jeg er begyndt at kigge efter stillinger i avisen og har fået et tip om en virksomhed, der får min uopfordrede ansøgning efter nytår, når vi også skal på kursus i jobsøgning, siger Inga Pedersen, der er ved godt mod.
 

 OKTOBER 2009: Vi har fået to-tre måneder mere.  

Nobel Cigars regnede i august med at skulle afskedige den sidste medarbejder til nytår, men nu er lukningen udsat nogle måneder

Af Helle-Karin Helstrand

- Vi blev alle sammen lettede, da vi fik at vide, at vi i hvert fald har to-tre måneder længere på fabrikken, end vi regnede med, siger Inga Pedersen, der netop er gået ind i sit 37. år på Nobel Cigars i Århus.

Da Substans besøgte Inga Pedersen i august, var hun ved godt mod. Hun frygtede dog, at virkeligheden ville gå op for hende og kollegerne, når de fik deres fyresedler. Den dag er nu udsat i hvert fald nogle måneder.

Inga Pedersen arbejder i produktionen nogle timer, men de seneste år har hun brugt de fleste af sine arbejdstimer i kantinen, der får maden ude fra. Inga Pedersens opgave er at rette maden an og rydde op. Den opgave har fået hende til at se lyst på fremtiden. Hun satser på at få et job i en kantine, og da Substans besøgte hende, havde hun været på de første kurser, der skal øge hendes chancer.

- Nu har jeg fået lovning på en uge mere. Denne gang tager kurset udgangspunkt i efterårets råvarer, fortæller Inga Pedersen, der dog har oplevet, at kurset blev aflyst på grund af for få tilmeldinger.

- Men de har lovet mig, at jeg kommer på det næste. Vi har også haft besøg af nogle konsulenter, der skal lære os at skrive ansøgninger. Mange af os har jo været her så længe, at vi aldrig har skrevet en ansøgning før, smiler Inga Pedersen.

AUGUST 2009

Nobel Cigars i Århus lukker, og så skal Inga Pedersen nok for første gang til at prøve at skrive en ansøgning.

Af Helle-Karin Helstrand, foto: Ulrik Samsøe Figen

56-årige Inga Pedersen har endnu ikke fået sin fyreseddel, men hun ved, den kommer, og det har hun vidst i mere end et år. Skandinavisk Tobakskompagni har nemlig besluttet at lukke Nobel Cigars i Århus til jul, og hele produktionen flytter til Belgien.

- Vi blev kaldt sammen i kantinen den 17. juni sidste år og fik at vide, at fabrikken skulle lukke. Jeg kan huske datoen, for det var dagen efter min fødselsdag, fortæller Inga Pedersen, der arbejder både i produktionen og i kantinen.

På det tidspunkt havde hun overhovedet ikke forestillet sig, at fabrikken kunne lukke.

- Jeg blev rystet og tænkte: Nå nu er det min tur til at blive fyret. Dengang var det værste næsten, at jeg skulle blive alene tilbage i kantinen, da de andre gik ud i produktionen igen. De snakkede sammen, men jeg var alene med mine tanker, fortæller Inga Pedersen.

En af kollegerne kiggede på hende og sagde, at hun ikke skulle se så sørgmodig ud.

- Og så kom tårerne. Men jeg tror, at det bliver meget værre for os alle, når vi står med fyresedlen i hånden. Vi har et rigtigt godt forhold til hinanden her, og jeg kommer til at savne mine kolleger. Og så ærgrer jeg over, at jeg ikke får mit 40 års jubilæum med. Det er så tæt på, siger Inga Pedersen, der går ind i sit 37. år på fabrikken til september.

Aldrig søgt job
Selv om det var hårdt at stå i kantinen alene med tankerne, er Inga Pedersen i dag lykkelig for, at hun fik tilbudt tjansen i kantinen.

- Jeg har fået smag for det, og samtidig har jeg fået noget erfaring, som jeg kan bruge i et nyt job. Men jeg jo aldrig prøvet at skrive en ansøgning og aldrig været til jobsamtale, siger Inga Pedersen og håber, at hun får mulighed for at få et kursus i jobsøgning.

Inga Pedersen har allerede været på kurser i både hygiejne, salatbarer og i hvordan man fornyer menuen i kantinen. Nobel Cigars betaler fuld løn under kurser. Og kursusafgiften dækkes enten af virksomheden eller jobcenteret. Det er en del af den fratrædelsesaftale, som Fødevareforbundet NNF og tillidsfolkene fik forhandlet hjem, da den kommende lukning af fabrikken blev kendt.

Både produktion og rengøring
Inga Pedersen er egentlig uddannet hos en købmand, men fik arbejde på cigarfabrikken, da hun var 20 år gammel. Når man ser bort fra en længere sygeperiode for mange år siden, har hun aldrig været væk fra cigarerne. For godt et år siden fik hun dog tilbudt at blive ansvarlig for fabrikkens kantine, der skulle til at have maden leveret fra en større kantine. Inga Pedersen arbejder nu i produktionen hver morgen fra syv til ti, derefter sørger hun for at anrette maden, rengøring og opvask.

 
 
 

 Påvej mod et nyt liv