Skip Ribbon Commands
Skip to main content
 
Danish Crowns ejere graver deres egen grav

Danish Crown planlægger at lukke slagteriet i Holstebro og udbeningsvirksomheden i Rødding. Samtidig lukkes dele af udbeningen i Esbjerg. Dermed står 772 medlemmer af Fødevareforbundet NNF overfor at miste deres arbejde. Lukningerne sker samtidig med, at flere af Danish Crowns ejere – nemlig danske landmænd – øger eksporten af svin til Tyskland. Fødevareforbundet NNF kritiserer skarpt, at Danish Crowns ejere medvirker til social dumping ved at lade østeuropæiske kolonnearbejdere slagte danske svin.

Af web-redaktør Emilia Maria van Gilse

772 medlemmer af Fødevareforbundet NNF har i dag modtaget besked om, at deres arbejdsplads er indstillet til lukning. Danish Crowns bestyrelse har i dag indledt forhandlinger med medarbejdere om at indstille produktionen på slagteriet i Holstebro, udbeningen i Rødding og dele af udbeningen på slagteriet i Esbjerg.

Dermed har omkring  2500 medarbejdere hos Danish Crown mistet deres levebrød de seneste 9 måneder.

- Det er et skræmmende højt tal. Og det værste er, at det kunne være undgået, lyder den umiddelbare kommentar fra næstformand i Fødevareforbundet NNF Jens Peter Bostrup.

Sandheden er nemlig, at adskillige af Danish Crowns ejere – nemlig de danske landmænd – i stadig større omfang vælger at sende deres svin til Tyskland. Enten som smågrise, så de bliver opfedet og senere slagtet i Tyskland, eller som færdige slagtesvin. Dermed undergraver ejerne direkte deres egen virksomhed.

I 2008 sendte danske landmænd over 6 millioner svin til udlandet, og det tal ventes at stige eksplosivt.  De seneste prognoser fra Dansk Svineproduktion viser, at tallet ventes at stige til det dobbelt frem mod 2015.

Jens Peter Bostrup langer derfor voldsomt ud efter Danish Crown ejere:

- Det er udtryk for hykleri af værste skuffe, når Danish Crown på deres hjemmeside skriver, at det ”er i kraft af kvalificerede, motiverede og ansvarlige medarbejderne, at koncernen skal sikre og fastholde sin konkurrencedygtighed og dynamiske udvikling”.  Virkeligheden er, at  ejerne medvirker til social dumping ved at sende deres svin til slagtning på tyske slagterier. Her bliver svinene slagtet af underbetalte østeuropæiske kolonnearbejdere, der bliver fragtet ind i busser og arbejder i døgndrift til helt ned til 40 kr. i timen.  Samtidig  trækker  ejerne sikkerheden i  råvaregrundlaget væk under fødderne på deres egen  virksomhed og svækker på den måde Danish Crowns konkurrenceevne.

Jens Peter Bostrup  betegner Danish Crowns ejeres styring af koncernen som ”katastrofe-kurs”:

- Hvis ikke de danske landmænd begynder at udvise social ansvarlighed i forhold til deres danske medarbejdere, og i forhold til udnyttelse af billig arbejdskraft i udlandet, så graver de deres egen grav. I dag har de taget endnu et spadestik, konstaterer Jens Peter Bostrup.

Fødevareforbundet NNFs beredskabsgruppe har allerede kontakt til de berørte virksomheder, og gruppen vil nu forsøge at hjælpe de fyrede medarbejdere så godt som overhovedet muligt.

For yderlige kommentarer, er man velkommen til at kontakte næstformand i Fødevareforbundet NNF Jens Peter Bostrup på mobil 40 34 07 52 eller kommunikationschef i Fødevareforbundet NNF Pia Rosager på mobil 20 22 19 00.